Næstved By

Børnekulturhuset og Næssi er klar til vinterferien

Det var en stor skuffelse for mange af Næstveds børn, da Næssis nytårskoncert måtte udskydes til foråret pga. sygdom. Men nu er der godt nyt til de mange små Næssi-fans.

Tirsdag i vinterferien er der nemlig både teater og kreativ workshop med Næssi-tema på programmet.

”Næssi finder hjem” er titlen på den teaterforestilling, som de 2-6-årige kan glæde sig til at opleve i vinterferien. Forestillingen af Teatret Aspendos gengiver fortællingen om, hvordan Næssi i sin tid stak af fra en sur konge i landet Eventyrien og tog ud på en farefuld færd i håb om at finde sig et nyt hjem. Da Næssi kom flyvende hen over Næstved by, kunne han genkende sig egen skygge og fik lyst til at lande.

Hvad der videre sker i historien, kan Næstveds børnefamilier se frem til at få svar på, når forestillingen spiller i Teatersalen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter tirsdag d. 15. februar kl. 9.45 og 11.00. Billetter koster 60 kr. pr. person og kan bestilles på www.naessi.dk

 

Kommentarer