Børnehavebørn donerede legetøj til genbrug
Børnehaveklassen på Rønnebæk, Kobberbakkeskolen har i uge 14 haft genbrug som emne. Som kulmination på ugen fik Børnehaveklassen besøg af Red Barnet Genbrugsbutik Næstved. Butikkens daglige leder Christine Hald fortalte om, hvordan en genbrugsbutik fungerer, og hvordan den kan være med til at gøre en forskel.
Christine Hald var meget imponeret over, hvor meget børnene vidste om genbrug. De sang også en flot sang om skrald, der handlede om, hvordan man skal glæde og hjælpe sin skraldemand ved at have sorteret sit affald.
Børnene ikke mindst opmærksomme, da Christine fortalte om genbrugsbutikken, hvad den kan og hvad den gør. Alle var enige om, at det er en rigtig god ide, at andre kan få glæde af legetøj, tøj og udstyr. Og ikke mindst, at de penge som butikken tjener, hjælper børn i Næstved, Danmark og i verden.
Inden besøget havde Christine Hald skrevet hjem til alle børnene, og bedt dem om at medbringe et stykke legetøj, som de ikke længere legede med. Børnene fik lov til at prismærke deres medbragte donation Sammen med Christine fandt de en god pris, og børnehavebørnene fandt, at det var rigtig sjovt at ‘lave frivilligt arbejde’.
Børnenes flotte donationer er nu særligt fremhævet i genbrugsbutikken, Ringstedgade 19a, Næstved.
Kommentarer