Næstved By

Bliver dine sidste år også de værste?

Se billedserie

Skrevet af: Christian Brøndum

Dine sidste – og værste – år

Forestil dig, at du skal flytte til en plejebolig. Desværre har personalet glemt, at du kommer, så din bolig stinker fra efterladte bleer. Du bliver ikke badet eller får skiftet tøj som aftalt. Du bliver syg, uden at personalet opdager det.

Det er Kildemarkscenteret i Næstved, vi taler om. Mandag skrev Sjællandske en rystende artikel om behandlingen af en borger dér.

Historien viser, hvorfor Næstveds næste byråd skal gøre, hvad der er muligt, for at invitere private/selvejende plejecentre hertil. For nylig besøgte jeg det private GuldBoSund ved Nykøbing F, drevet af et veluddannet personale næsten uden sygefravær. Og nej, det koster ikke mere at bo her end hos kommunen. Der findes andre private/selvejende plejehjem – bare ikke i Næstved.

Vi borgere skal have langt bedre muligheder for at vælge selv, hvordan vi modtager service fra det offentlige. Vi skal vælge selv, om vores børn skal passes hos kommunen eller i private/selvejende institutioner og skoler. Kommunen skal ikke modarbejde vores ret til at vælge selv. Se bare til Hammer Frie Privatskole, som Sjællandske også har skrevet om. Kommunen vil ikke tilpasse en busrute, så den passer til børnenes behov.

Dansk Erhverv har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at i Næstved benytter kun 13 procent af de, der har ret til hjemmehjælp, en privat leverandør. Er det mon udtryk for, at de ældre er tilfredse med kommunens tilbud, eller snarere udtryk for, at kommunen glemmer at oplyse de ældre om de private tilbud? I Ringsted er det godt halvdelen, der bruger privat leverandør.

Jeg er overbevist om, at private alternativer vil udfordre de kommunale tilbud, så de bliver bedre. Frem mod 2030 bliver vi 3.000 flere borgere i Næstved over 65 år.. Bliver jeg valgt, vil jeg kæmpe for, at de næste plejehjem bliver private eller selvejende. Det haster.

For det er jo grotesk, at vi skal frygte for at havne i kommunens varetægt i vores sidste leveår.

Dette er et læserbrev indsendt af Christian Brøndum. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer