Næstved By

Blaffer med nye med medlemmer og idéer

Det nye, samlede Landdistriktsudvalg: Bagerst fra venstre Tim Danielsen, Ida Nielsen, Merete Djurhuus, Charlotte Roest, Thor Temte og Rico Carlsen Forrest fra venstre Brian Hornbæk, Cathrine Riegels og Emilia Caliskan.

Hvordan får vi bedre fremkommelighed på landet?

Det spørgsmål er de allerede godt i gang med at diskutere og finde løsninger på i Næstved Kommunes politiske Landdistriktsudvalg. Her er der netop er indtrådt fire nye medlemmer, som er såkaldte ganske almindelige borgere – med ret gode ideer.

Hver år vælger Landdistriktsudvalget i Næstved Kommune fire nye medlemmer og et nyt tema. I år er temaet “Fremkommelighed på landet” og de fire nye medlemmer, som netop er blevet budt velkommen, hedder:
– Ida Nielsen
– Emilia Caliskan
– Merete Djurhuus
– Tim Danielsen

Alle fire er såkaldte helt almindelige mennesker, bosat i landsbyerne i kommunen og har derfor temaet inde under huden. To af de ny medlemmer er elever på Næstved Gymnasium – det er Ida Nielsen og Emilie Caliskan og de er optaget af, hvordan der kan etableres smart fællestransport for gymnasieelever. Det tredje nye medlem er Merete Djurhuus ,og hun har meldt sig, fordi hun er optaget af at øge bevidstheden om bæredygtighed og miljø. Fjerde og sidste nye medlem, Tim Danielsen, er netop flyttet til Næstved Kommune og har derfor et blik for nye muligheder og for at udfordre vanetænkningen sammen med de andre.

– Vi er klar til andet år i Landdistriktsudvalget, hvor vi igen siger velkommen til borgere, der har lyst til både at udfordre os og berige os med oplevelser og ideer. I år er vores tema at få hele kommunen til at hænge bedre sammen. Ikke blot ved at ønske os mere af det, vi har i forvejen, men ved at tænke ud af boksen. I år har vi 200.000 kr. til at afprøve nye lokale tiltag, så lige nu er vi der, hvor vi skal skrue op for kreativitetsknappen, når det gælder om at komme fra A til B. Kan vi bruge hinanden på anden måde? Hvad sker der, hvis vi tænker tillid på en helt ny måde? Skal vi sætte kør-med-bænke op forskellige steder? Der er mange ideer og god energi i udvalget, fortæller Thor Temte, som er formand for Landdistriktsudvalget.

På første udvalgsmøde har der været en engageret drøftelse af alternative og eksperimenterende transportmuligheder i og uden for Næstved by. Blandt andet har man ladet sig inspirere af andre kommuners forsøg og tiltag med et blafferstoppested. Der er allerede ideer med at iværksætte et forsøg med blafferstoppested på Næstved Gymnasium og HF, så de studerende får et alternativ til bustransport, og som bonus får mulighed for at komme i dialog med et menneske, man ikke kender i forvejen.

Kommentarer