Billedserie: Lokal restaurantør fik sat kniven for struben
Ny restaurantør i Næstved fik på bogstavelig vis sat kniven for struben af Tv-kok Thomas Castberg, da han i sidste uge gæstede det daværende “Karins Hjemmelavet” i Næstved.
Tekst og foto: Birgitte Grejsen Møs.
Små svedperler var at spore på overlæben af restaurantør Carsten Falkenskov, da han i onsdags modtog ca. 40 gæster på èn gang.
Det var produktionsselskab Strong Productions, der sammen med kokken Thomas Castberg var skyld i de små svedperler, da der skulle laves optagelse til programmet “Med kniven for struben”.
– Det har været nogle hektiske, men også ekstremt lærerige dage, forklarer Carsten.
– Jeg vil ikke løfte sløret for hvordan det gik. Det må folk vente med at opleve til udsendelsen bliver sendt senere på sensommer/efteråret på TV3. Jeg mener, at det bliver til september. Men hvad jeg gerne må fortælle er, at restauranten ikke længere hedder “Karins Hjemmelavet”, men “Restaurant Pakhuset”. Vi er startet fuldstændig forfra med nyt menukort i restauranten, og jeg er taknemmelig for at mine gæster både kan mærke og smage forandringen fra før til nu.
Carsten har store planer for stedet hvor 1. sal bliver tænkt med ind i restauranten.
– 1. sal skal inddrages i Restaurant Pakhuset, så der bliver pub og lounge hvor gæsterne kan nyde en drink efter maden. På længere sigt bliver her også plads til at nyde en menu med efterfølgende dans.
– Oplevelsen med et kamerahold på nakken, med Thomas Castbergs skarpe og kritiske blik har virkelig været en øjenåbner for mig. Men samtidig er jeg dem også dybt taknemlig over det boost, som både jeg men også restauranten trængte til, afslutter Carsten Falkenskov.
Følg med her på Næstved Netavis hvor datoen for udsendelsen på TV 3 vil blive offentliggjort senere på året.
Restaurant Pakhuset.
Møllegade 3
4700 Næstved.
Tlf: 32 20 55 00
Kommentarer