Billedserie: Grønnegades Kaserne emmer af julestemning i denne weekend
For 3. år i træk har Grønnegades Kaserne & Kulturhus åbnet dørene for dette års julemarked.
Af Birgitte Grejsen Møs.
Man kan ikke undgå at blive ramt af julestemning, når man nærmer sig Grønnegades Kaserne.
Udenfor er der pyntet smukt op med julelys i træerne og ild i olietønderne.
Bumleekspressen kører rundt i byen fra Axeltorv til Grønnegade, og det samme gør en hestevogn, som bliver trukket af 2 flotte sorte frieserheste. Disse ture er gratis.
Når man så træder ind i “Det Gamle Ridehus”, er der en livlig summen og leben på gangene mellem boderne.
I de små boder er der et udvalg af spændende juleting og julegaver, vin og øl til julebordet, blomster og dekorationer. Selv juletræet kan shoppes på julemarkedet.
Musikstalden er omdannet til en ægte hobbyjulestue, proppet med spændende og sjove oplevelser. Her er modeltoge og LEGO, brætspil, og selveste julemanden sidder og venter på alle søde børn .
Tag et kig i den store billedserie og bliv inspireret til at besøge julemarkedet, som atter slår dørene op søndag fra kl. 10.00 – 16.00
Kommentarer