Næstved By

Bilisters fart gør beboere utrygge

Foto: Rådet for trafiksikkerhed

Cirka ni ud af ti danskere oplever, at der bliver kørt for stærkt på vejene i deres lokalområde, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Farten skaber bekymring for børnenes sikkerhed i trafikken samt irritation og utryghed (regionale tal).

Når man sender sit barn afsted til skole eller fritidsaktiviteter på gåben eller cykel, så bør det kunne ske, uden at man skal være bekymret for barnets sikkerhed i trafikken.

Men det ser ikke ud til at være tilfældet for en stor del af danskerne. I en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i august, siger 86 %, at de meget ofte, ofte eller nogle gange oplever, at der bliver kørt for stærkt på vejene i deres lokalområde. Desuden siger 9 %, at de oplever det sjældent. Kun to procent siger, at de aldrig oplever det. Blandt dem, der oplever, at der bliver kørt for stærkt, siger 57 %, at det skaber bekymring for egne eller andres børn i området.

– Når man sidder bag rattet, kan det være svært at forstå, at selv en lille fartoverskridelse har stor betydning og påvirker andre. Derfor er der mange bilister, som kommer til at køre lidt for stærkt. De oplever ikke farten som et problem, som man gør, hvis man går, cykler eller færdes med børn på vejen, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Det problem forsøger en landsdækkende fartkampagnen at gøre noget ved i disse uger. Langs vejene i hele landet er der sat 4.600 skilte op med teksten “Sænk farten – bare lidt”. Bag kampagnen står 81 kommuner og Rådet for Sikker Trafik, som også viser kampagnen på tv, YouTube, sociale medier og web-tv.

Mange ønsker fartkontrol
Hos politiet mærker man også den store fokus på bilernes fart på vejene. Hvert år får politikredsene tusindvis af henvendelser fra borgere, der ønsker at politiet kigger forbi for at kontrollere farten på vejene og dermed få flere til at respektere fartgrænserne.

– Selv en lille fartoverskridelse kan have stor betydning for, om man når at standse, hvis for eksempel et barn pludselig løber eller cykler over vejen. Der er for høj fart i alt for mange ulykker, og derfor er det også et område, som vi prioriterer højt, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Bilister erkender: vi kører for stærkt
Når man spørger bilisterne selv, har de fleste respekt for fartgrænserne. Men der er en del af trafikanter, der kører for stærkt på vejene. For nylig kom det frem i en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, at næsten hver 4. bilist kører 100 km/t. på veje, hvor man må køre 80.

Tal fra samme undersøgelse viser også, at på fx byveje, hvor man må køre 50 km/t., der kører 43 % af bilisterne meget ofte, ofte eller engang imellem 60 km/t. eller mere. Og 16 % af bilisterne erkender, at de kører 70 km/t. eller mere, når hastighedsgrænsen er 50.

Fakta:
Sidste år var for høj fart en faktor i omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene. Og i seks ud af 10 dødsulykker, hvor der er for høj fart involveret, var hastighedsgrænsen overskredet med mindre end 20 km/t., viser tal fra Vejdirektoratet. Så selv en lille fartoverskridelse har stor betydning for sikkerheden i trafikken.

Undersøgelse 1: Oplever du, at der bliver kørt for stærkt på vejene i dit lokalområde?
(kilde: Epinion for Rådet for Sikker Trafik, august 2019, 1.233 respondenter):

Oplever du, at der bliver kørt for stærkt på vejene i dit lokalområde (dvs. det område hvor du bor, samt vejene til og fra indkøb, fritidsinteresser m.v.)?

Ja, meget ofte: 31 %
Ja, ofte: 29 %
Ja, nogle gange: 26 %
Ja, men sjældent: 9 %
Nej, aldrig: 2 %
Ved ikke: 4 %

Hvad tænker du om, at der bliver kørt for stærkt i dit lokalområde? (flere svar muligt)

Jeg bliver bekymret for egne eller andres børn i området: 57 %
Det irriterer mig: 55 %
Det gør mig utryg: 31 %
Det er okay, så længe det kun er lidt for stærkt: 8 %
Det påvirker mig ikke, at der bliver kørt for stærkt: 6 %
Jeg kører selv for stærkt, så det er okay: 4 %
Andet: 2 %

Regionale tal: Så mange oplever, at der bliver kørt for stærkt på vejene i deres lokalområde (meget ofte/ofte/nogle gange):

Nordjylland: 86 %
Midtjylland: 86 %.
Syddanmark: 84 %
Hovedstaden: 86 %
Sjælland: 88 %

Undersøgelse 2: Hvor hurtigt kører du på vejen?
(kilde: Plan Gruppen – tidligere Promonitor – for Rådet for Sikker Trafik, 1. halvår 2019, 2.354 adspurgte personer):

43 % af bilisterne siger, at de meget ofte, ofte eller engang imellem kører 60 km/t. eller mere, når hastighedsgrænsen er 50 km/t.
16 % af bilisterne siger, at de meget ofte, ofte eller engang imellem kører 70 km/t. eller mere, når hastighedsgrænsen er 50 km/t.

Kommentarer