Bil ramte stor traktor på Rejnstrupvej ved Fuglebjerg

Et uheld på Rejnstrupvej ved Fuglebjerg mandag eftermiddag forårsagede, at vejen måtte spærres af for alt trafik et stykke tid.
En Ford personbil var kørt fronttalt ind i en større New Holland traktor. Sammenstødet var så voldsomt, at den lille Ford må anses for at være totalskadet. Traktoren havde kun fået mindre synlige skader, men kunne alligevel ikke køre fra stedet ved egen hjælp, da det ene forhjul var vredet ud til siden.
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Fuglebjerg blev af politiet rekvireret til stedet, medbringende koste, skovle og kattegrus, da der fra begge køretøjer var løbet en del væsker ud på kørebane.
Erik Andersen, som var indsatsleder på stedet, tog en hurtigt beslutning om, at miljøvagten fra Næstved kommune skulle tilkaldes, da det er deres opgave at afgøre, om der skal ske en oprensning af olien fra traktoren, som var løbet ned i grøften. En vurdering, som kunne medføre, at redningsfolkene, inden de forlod stedet, skulle fjerne det øverste jordlag i vejgrøften.
Efter at en kranvogn havde fjernet den havarerede Ford, var der igen fri gennemkørsel i det ene spor. Det andet spor kunne først åbnes, efterat den store traktor var bugseret væk, og den evt. forurenede jord fjernet.
Foto: Preben Madsen
Kommentarer