Næstved By

Bil med duggede ruder skjulte lovovertrædelser

Lørdag klokken 2 svingede en bil med tilduggede ruder ind i Sct. Jørgens Park i Næstved, og det bemærkede en politipatrulje. Betjentene besluttede sig for at se nærmere på bilen.

Føreren var en 32-årig mand fra Fuglebjerg, som imidlertid ikke havde noget kørekort. Der kom en heftig lugt af hash fra bilen, og den 32-årige indrømmede da også, at han havde røget. Han blev herefter sigtet for kørsel uden førerret og for at køre i påvirket tilstand. Ejeren af bilen – en 25-årig mand fra Nykøbing Sj. – var også med, og han blev sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke har noget kørekort. Den 25-årige havde en pose med ca. 80 ulovlige dopingpiller i lommen. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler.

På bagsædet af bilen sad en 25-årig mand uden fast bopæl og en 26-årig mand fra Nørre-Asmindrup. Den 25-årige sad med en plastkasse med høstede hampplanter, og det viste sig, han havde 2,8 gram hash på sig. En kontrolvejning viste, at der var 4.485 gram hampplanter, og den 25-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 26-årige mand, der også sad på bagsædet, havde et baseballbat med sig og blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven.

De blev alle fire anholdt og taget med til politistationen i Næstved. De blev alle løsladt lørdag morgen efter afhøring.

Kommentarer