Glumsø

Bierfest i Glumsø Hallen i november

Glumsø: HF Suså Håndbold forsøger i år at sætte gang i et nyt tiltag, som skal være en fast tilbagevendende begivenhed, nemlig bierfest.

HF Suså Håndbold inviterer for første gang til bierfest i Glumsø Hallen lørdag den 12. november fra klokken 18.00 til klokken 02.00.

– Vi har sat gang i arrangementet med bierfest, fordi vi var af den overbevisning, at vi kan samle lokalbefolkningen i Glumsø om et fælles arrangement. Vi syntes, at der manglede noget liv i byen, og derudover skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi hen ad vejen gerne vil skaffe lidt indtægter til vores klub, som er en breddeklub, fortæller Gitte Jørgensen fra HF Suså Håndbold til Glumsø Ugeblad.

Klubben har budgetteret med, at der kommer 150 til spisning og musik, hvilket der skal til, for at arrangementet går i nul. Naturligvis håber de på større opbakning til arrangementet, men i første omgang handler det blot om at få stablet en tradition på benene.

Om man gerne vil dukke op i tyrolertøj er op til en selv, men styregruppen har besluttet at gøre det, for at gøre arrangementet mere festligt.

Gunther Krautseppl fra Danmark Har Talent kommer og sparker gang i festen, og Team Evergreen vil spille op til dans. Maden vil blive leveret af Rugvængets smørrebrød, og vil blandt andet bestå af schnitzel. Desuden vil der være fem forskellige slags tjekkiske øl fra Platan øl Danmark.

En bus kører fra Næstved klokken 17.00 ved Kvickly Næstved, og kører retur fra Glumsø Hallen klokken 02.00. Undervejs vil der være stop i Herlufmagle og Gelsted.

Man kan kontakte Mikael Thomsen, hvis man er et selskab, der gerne vil sidde ved samme bord. Kontakt skal ske på telefon 25 72 94 19.

Billetter kan købes her, og ønsker man ikke bespisning, er det muligt at købe billetter i døren.

Kommentarer