Biblioteket takker for en fantastisk festival
Lørdag den 10. august afholdt Næstved Bibliotek og Borgerservice for første gang nogensinde litteraturfestivalen Næver Ending Stories. Og rigtig mange var mødt op for at høre de prisvindende forfattere, se fede forestillinger og ikke mindst møde de unge ordtalenter.
Efter at have afholdt Fantasyfestival på Herlufsholm siden 2012 var det på tide at prøve noget nyt. Derfor besluttede Næstved Bibliotek og Borgerservise at skabe en helt ny litteraturfestival for unges fortællinger, Næver Ending Stories.
– Festivalen i år var en prøveballon, som blev sendt op for at se, om der var interesse for en litteraturfestival i Næstved – og det fik vi bevist, at der er. Derfor er vi allerede gået i gang med evalueringen af festivalen og glæder os til at vende stærkt tilbage næste år, når Næver Ending Stories endnu engang fylder gaderne med ord og fortællinger for, med og af unge, fortæller faglig leder Stine Brandt Hermannsson fra Næstved Bibliotek og Borgerservice.
Prisvindende forfattere, debutanter, poeter og masser af rap
Den 10. august var der fortællinger fra prisvindende forfattere, debutanter, poeter og rappere om hårde miljøer, om fantastiske verdener og poesiens univers, fordelt på Næstved Bibliotek, Grønnegade Kulturkaserne og Helligåndshuset i Næstved. Og det hele blev afsluttet med fantastisk freestyle rim og rap af Rapperen Peter Trier Aagaard (PTA) på Næstved Bibliotek.
Din mening
For at kunne gøre næste års festival endnu bedre, har biblioteket brug for din mening om festivalen i år. På bibliotekets hjemmeside kan du hurtigt svare på nogle få spørgsmål om dine oplevelser på Næver Ending Stories. Så deltager du i konkurrencen om et gavekort til Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Kommentarer