Bestyrelse undskylder millionsjusk med lønudbetalinger
Næstved: To pædagoger stod ved en fejl på Næstved Kommunes lønningsliste, hvilket først blev opdaget, da deres ansættelsessted lukkede. Nu beklager bestyrelsen fejlen.
To pædagoger var ansat på fritidsklubbens naturskole, Fjordhuset, i Karrebæksminde. Men, det var ikke fritidsklubben Smakken, der endte med at betale deres løn i årevis. Det gjorde Næstved Kommune, skriver Sjællandske.
Den samlede regning nåede at løbe op i 1,2 millioner kroner, da hverken bestyrelsen eller Næstved Kommune greb ind. Fejlen er kommet frem, efter Smakken lukkede ved udgangen af 2015.
– Sagen viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke har været dygtige nok. Vi havde i stedet fokus på børnene, siger tidligere bestyrelsesformand for Smakken, Jørgen Wilms, til Sjællandske.
Læs også: Millionsjusk med lønudbetaling til pædagoger
Men, Næstved Kommune har heller ikke været dygtige nok, da flere forvaltninger i 2014 blev gjort opmærksom på, at kommunen betalte deres lønninger og ikke fritidsklubben, som stod for lønninger til pædagogerne i Fjordhuset.
– Mit center burde have undret sig og de andre centre burde have reageret på de oplysninger de fik. Nogen i vores organisation troede, at andre fulgte op på oplysningerne. Men Smakkens bestyrelse og lederen var heller ikke deres opgave voksen, siger økonomichef i Næstved Kommune, Steen Andersen.
I forhold til at drive pengene ind igen, vil byrådsmedlem Lars Hoppe Søe (R) have en grundig undersøgelse, så et økonomisk ansvar kan blive placeret. Derudover mener han, at bestyrelsesmedlemmerne i Smakken skal drages til ansvar og betale de 1,2 millioner kroner tilbage til kommunekassen.
Det er denne tidligere bestyrelsesformand, Jørgen Wilms, dog ikke enig i, da han mener, der er så mange fejlkilder, at ansvaret ikke kan placeres ét sted. Holdningen deler han med byrådsmedlem i økonomiudvalget, Thomas Palmskov (DF), som afviser at gøre bestyrelsen økonomisk ansvarlig for fejlen, da han ikke bryder sig om personforfølgelse.
Kommentarer