Næstved By

Bestil foredrag med politiet

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi åbner nu for et nyt tiltag i et forsøg på at bringe politiet i øjenhøjde med borgerne i lokalsamfundene. Fra den 1. juni 2018 er det muligt at bestille et foredrag fra politiet. Det er en udvidelse af den mulighed, der allerede har eksisteret i flere år, hvor man på politiets hjemmeside kan bestille en færdselskontrol.

Allerede i dag holder medarbejdere fra politikredsen foredrag for forskellige borgergrupper. Nu bliver adgangen til politiet endnu lettere, når Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den 1. juni 2018 gør det muligt at bestille et foredrag. På den måde har vi mulighed for at synliggøre – og målrette – vores indsats væsentlig bedre. Ordningen etableres på siden her.

Vicepolitiinspektør Allan Holm, der er leder af politikredsens forebyggende indsats, fortæller:

– Formålet med ”Bestil et foredrag” er at give borgerne et retvisende billede af kriminaliteten i vores kreds og samtidig informere om de forebyggende foranstaltninger, man kan lave for at undgå kriminalitet. Vi vil gerne i endnu tættere dialog med borgerne – dels for at yde en god service, dels for at drage nytte af borgernes viden og holdninger. Man bliver meget klogere af at lytte til hinanden.

De emner, politiet i første omgang planlægger at tage op, er

  • Politikredsens vision, strategi og praksis
  • It-kriminalitet
  • Borgervendt kriminalitet – herunder indbrud, tricktyverier og lign.

Foredraget tilpasses målgruppen og lokalområdet, blandt andet for at vise det reelle kriminalitetsbillede i et område.

– Ofte kan der opstå en fortælling i et lokalområde om, at det er mange indbrud eller at det er usikkert at færdes ude om aftenen, og den bekymring får vi mulighed for at belyse grundigt med et oplæg fra en af vores medarbejdere, siger Allan Holm.

Tilbuddet retter sig blandt andet til lokale borgergrupper, f.eks. grundejerforeninger, beboerforeninger, ældreklubber osv. Af hensyn til tilrettelæggelse og forberedelse er der ca. en måneds ”leveringstid” på foredraget.

Spørgsmål til ”Bestil et foredrag” kan rettes til vicepolitiinspektør Allan Holm på tlf. 4132 8273.

Kommentarer