Beierholm er Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 25 år
Tirsdag aften blev Danmarks bedste arbejdspladser® kåret, og revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm løb for første gang med to priser – heriblandt en førsteplads.
Beierholm har i en årrække modtaget topplaceringer ved den årlige kåring af Danmarks bedste arbejdspladser®, og dette års uddeling var ingen undtagelse. Beierholm blev for første gang tildelt specialprisen ”Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 25 år”. Det er kun anden gang, at denne pris tildeles en dansk virksomhed. Derudover opnåede revisions- og rådgivningsvirksomheden en flot fjerdeplads i den samlede konkurrence om at blive ”Danmarks bedste arbejdsplads med over 500 medarbejdere”.
Det er det internationalt anerkendte Great Place to Work® Institute i Danmark, der i år for 19. gang kårede Danmarks bedste arbejdspladser®. Prisoverrækkelsen fandt sted i Cirkusbygningen i København, og de to priser blev overrakt til en stolt adm. direktør Søren V. Pedersen:
– Jeg er meget stolt over den høje medarbejdertilfredshed blandt vores godt 1.200 medarbejdere. Vi har en mangeårig tradition for at prioritere medarbejdertilfredshed højt og har en klar strategi for at skabe de bedste rammer for medarbejderne. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi igen i år er i top fem blandt Danmarks bedste arbejdspladser®, siger han og fortsætter: – I år får vi desuden anerkendelse for vores indsats over for de unge medarbejdere. Det er vel nok den pris, jeg personligt er allermest stolt af at vinde, da de unge spiller en helt afgørende rolle i udviklingen og væksten af vores virksomhed.
Ifølge Søren V. Pedersen er en af de væsentligste årsager til den høje medarbejdertilfredshed blandt de unge medarbejdere, at et karriereforløb hos Beierholm kan udvikle sig på en række forskellige måder. Beierholm rekrutterer hvert år flere end 50 unge, som starter i et traineeforløb, der er designet som en 2-årig modulopbygget uddannelse kombineret med lokal ”mesterlære”, hvor den unge tilknyttes en erfaren ”buddy”. Herefter kan den unge medarbejder vælge at fortsætte med HD og på sigt en cand.merc.aud. efterfulgt af uddannelsen som statsautoriseret revisor, hvis evnerne og ambitionerne er tilstede. Men hos Beierholm er det også ønskværdigt, at det ikke er alle, der går hele vejen. Der er også rige muligheder for at udvikle kompetencer som rådgiver eller specialist, idet kunderne efterspørger mere rådgivning og bredere kompetencer. Der er ganske enkelt brug for alle uddannelses- og ambitionsniveauer:
– Vi har et ufravigeligt fokus på mindre og mellemstore virksomheder, og med ca. 21.000 indberettede kunderegnskaber på bare et år er vi den revisionsvirksomhed i Danmark, der håndterer flest regnskaber. Vi har derfor i høj grad brug for både juniorer og seniorer, og det giver de unge medarbejdere en høj grad af tilfredshed, forklarer Søren V. Pedersen og fortsætter: – Vores undersøgelser viser netop, at det vigtigste for den yngre generation er a) gode karrieremuligheder, b) frihed under ansvar og c) et udviklende miljø. Vi mener, at et meningsfuldt arbejde kræver ansvar, og derfor tildeles de unge typisk kundeansvar allerede tidligt i deres karriere og dermed mulighed for at tage ansvar, opbygge lange relationer til kunderne og vokse sammen med dem. Det er derigennem, at arbejdets formål og mening bliver tydeligt, udviklende og giver mod på mere.
I det hele taget mener Søren V. Pedersen, at det er afgørende at se på den enkelte medarbejders behov. Beierholm har været med i Great Place to Work® i de seneste 12 år og har i en længere årrække ligget i top fem over Danmarks bedste arbejdspladser®. Senest i 2016 blev det til en førsteplads som Danmarks bedste arbejdsplads, og tirsdag aften i Cirkusbygningen blev det til en fornem fjerdeplads:
– I år blev det til en flot fjerdeplads til trods for, at vi har gennemført flere opkøb og har øget den samlede medarbejderstab betydeligt. Vores samlede medarbejdertilfredshed er endda steget i perioden, men tre andre virksomheder har åbenbart opnået en endnu højere score, og det er blot glædeligt, at medarbejdertilfredshed ligger højt på dagsordenen hos mange danske virksomheder, fortsætter Søren V. Pedersen.
Søren V. Pedersen startede selv som elev i Beierholm, og i dag er han øverste chef i en virksomhed, der på kort tid har fordoblet både omsætning og antallet af medarbejdere. Planen er, at denne vækstkurve skal fortsætte, og det kræver i sig selv et højt fokus på medarbejdertilfredshed:
– Det er klart, at vores vækst med blandt andet mange opkøb kræver en særlig indsats for at styrke og vedligeholde kulturen og medarbejdertilfredsheden. Derfor vil vi også i de kommende år have et intensivt fokus på netop det område, siger han afslutningsvis.
Fakta om kåringen af Danmarks bedste arbejdspladser®
Great Place to Work® kårer hvert år Danmarks bedste arbejdspladser® inden for kategorierne mindre, mellemstore og store arbejdspladser.
Beierholm har de seneste tolv år været nomineret i kategorien ”Store arbejdspladser med over 500 medarbejdere” og i år blev det til en fjerdeplads i denne kategori. Beierholm vinder desuden specialprisen ”Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 25 år”. Det er kun anden gang, at denne specialpris uddeles.
Kommentarer