Bedre skoler i et Bedre Næstved
Skrevet af Klaus Eusebius Jakobsen
Et vigtigt område for et kommende byråd er kommunens politik på skoleområdet.
Jeg er af den opfattelse, at man må se på indholdet af den struktur, man nu har, for at nå det mål om, at Næstveds skoler skal være blandt de bedste i Danmark.
Og den ambition bør man have, selv om det kan virke, som om barren er sat højt.
Og en af de ting, man skal sikre, er, at hver skole får mere selvbestemmelse- og at man i den proces inddrager forældrene. Kommunalbestyrelsen skal naturligvis sætte de overordnede rammer for folkeskolen.
Om vi skal have skolebestyrelser tilbage på hver skolematrikel, eller om vi kan finde på noget andet, det er ikke afgørende. Vigtigst er, at den enkelte skole skal formes af de mennesker, som er i den hver dag: børn, lærere, pædagoger, ledere og forældre.
Skolen skal med andre ord have frihed til at skabe sin egen identitet, som giver liv til den fælles ramme.
Lad os i det fortsatte arbejde for at skabe en bedre skole ikke låse os fast i allerede indtagne positioner, men lad i stedet mulighederne være åbne. Og erfaringer fra andre skoleområder inspirere os.
Klaus Eusebius Jakobsen
Byrådskandidat for Radikale Venstre.
Gammel Skovridervej 4a,
4700 Næstved
Kommentarer