En bedre folkeskole i Næstved Kommune
Skrevet af: John Kryger
Folkeskolerne i Næstved Kommune skal styrkes og forbedres væsentligt over de næste fire år.
Med områdeledelse røg de demokratisk principper endnu engang ud med badevandet.
Vi vil gerne sikre borgerne i Næstved Kommune en skole, med den højeste standard – hvor uddannelse og læring skaber et stærkt grundlag for elevernes fremtid.
Vi vil derfor:
Give folkeskolen de nødvendige ressourcer.
– Besparelserne stoppes og der tilføres flere penge til skoleområdet. Vi har et stort økonomisk efterslæb, og derfor skal der prioriteres mindst 100 mio. kr. ekstra til skoleområdet. Skoleområdet skal ikke pålægges den tvungne 1% årlige budgetbesparelse.
– Der skal afsættes mere tid til forberedelse af undervisningen. Vi starter med at afsætte mindst én ugentlig lektion ekstra til forberedelse, og sikre yderligere ekstra forberedelse gennem en fælles arbejdstidsaftale med lærerne.
– Klassekvotienten skal generelt sættes ned.
– Ressourcerne til inklusion skal sikres.
– Skolernes vedligeholdelse har været nedprioriteret i en årrække. Der skal sættes flere penge af til anlæg og vedligeholdelse.
Ophæve områdeledelse
– Vi går ind for Enhedsskolen 0.–9. klasse, med selvstændige og suveræne skoler på de enkelte matrikler. Ophæv områdeledelsen og styrk de enkelte skolers selvbestemmelse.
– Som udgangspunkt tilbageføres de flyttede overbygningsklasser, men det skal drøftes indgående i lokaldistrikterne mellem forældre, ansatte og skolebestyrelserne før en ny skolestruktur etableres.
Den centrale skolestruktur, som flertallet i det nuværende byråd indførte i 2015, bliver aldrig en succes. Andre kommuner har lært af deres erfaringer, og de går nu væk fra modellen med store overbygningsskoler. Vi vil ikke holde fast i, og forsøge at lappe på en dårlig beslutning. Vi vil tværtimod investere i en ny og bedre folkeskole for børnene og de ansatte på alle kommunens skoler. Da øget demokrati og borgerinddragelse er valgforbundets nøgleområde, skal ændringer udformes i tæt samarbejde og dialog med ansatte, skolebestyrelser og borgerne omkring de enkelte skoler.
Lars Hoppe Søe, Radikale Venstre Egon Jakobsen, Kristendemokraterne
Jens Peter Ulf Jensen, Næstved Partiet Freja Lynæs Larsen, Enhedslisten
Dette er et læserbrev indsendt af John Kryger. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer