Næstved By

Basket: Ønske om kæmpe pose penge afvist

Team FOG Næstved fik mandag afslag på den partnerskabsaftale, de har ansøgt Næstved Kommune om.

Økonomiudvalget sagde mandag nej til en partnerskabsaftale med Team FOG Næstved, som skulle indbringe klubben 700.000 kroner per sæson i en periode på fem år.

I stedet for de 700.000 kroner per sæson i fem år, er økonomiudvalget indstillet på at gå med til en aftale, der løber over en periode på to år med 250.000 kroner per sæson.

Læs også: Team FOG beder om ualmindelig høj kommunal støtte

I ansøgningen om partnerskabsaftalen havde Team FOG Næstved desuden tilføjet en række punkter, som kunne gavne selve Næstved, hvis aftalen endte med at gå igennem og træde i kraft. Et af punkterne var 250 rollemodelstimer, hvor spillere fra holdet ville stille sig til rådighed til forskellige skoleprojekter. Dette er dog noget, som borgmester Carsten Rasmussen (S) gerne vil have med i en ny, kommende partnerskabsaftale.

I denne sæson har kommunen givet et sponsorat til Team FOG Næstved på 165.00 kroner, hvoraf der de sidste foregående tre sæsoner er blevet sponsoreret 330.000 kroner.

Beløbet, som Team FOG Næstved har ansøgt kommunen om, svarer til det beløb fodboldholdet NIF 1. divisions hold modtager i øjeblikket. Det ser basketholdet dog ikke ud til at få lige foreløbig.

Kommentarer