Næstved By

Bankkunde i Møns Bank snydt for 95.000 kr.

Foto: Møns Bank.

Pas på coronasvindel: Udlever aldrig dit NemID.

En ældre kunde i Møns Bank er i denne uge blevet ringet op af en svindler, der franarrede hende sit NemID og efterfølgende hævede 95.000 kr.

For et par uger siden mistede en anden kunde 30.000 kr. på tilsvarende vis, og så sent som i fredags advarede banken mod den slags lyssky personer i opslag på bankens hjemmeside og på Facebook.

– Vi advarer jævnligt om svindlere, der er på spil. Ikke desto mindre er der stadig kunder, der går i fælden, siger PR-konsulent Carl Henrik Paulsen.

Den aktuelle kunde blev ringet op og franarret sit NemID og straks derefter 95.000 kr. ved konto-til-konto overførsler, hvor man ikke kan gøre indsigelser som fx på kortbetalinger.

– Igen er det ældre, det går ud over. Og det lyder også meget overbevisende, når en venlig person fra »bankens IT-afdeling« ringer ud og spørger, om kunden er ved at lave en stor overførsel til udlandet. Når den ældre forskrækket og forvirret siger Nej, ligger det lige til højrebenet for svindleren at sige: »Nej, det ligner dig heller ikke, så det må vi da lige se at få stoppet – skynd dig at find dit NemID-kort frem« – og så kører rouletten… forklarer Carl Henrik Paulsen.

Svindler afsløret

En anden kunde i banken – en 60-årig mand – var dog ikke så nem at narre. Han så, at »banken« ringede fra et hemmeligt nummer, og det påpegede han over for den venlige kvinde, der ringede ham op. Det plejer banken ikke at gøre, sagde han til hende.

Hun kom så med en bortforklaring, hvorefter den 60-årige spurgte hende, om hun ringede fra bankens københavnerafdeling. Det bekræftede hun.

Han kunne så fortælle hende, at hun var en svindler, for Møns Bank har overhovedet ikke en afdeling i København!

– Men jeg kender jo reglerne og sagde til personen, at hun måtte have spist søm, da jeg ved at IT-afdelingen aldrig ville ringe og bede om min id, og at de aldrig ville ringe fra hemmeligt nummer, siger den 60-årige.

Møns Bank har sendt besked til alle bankens privatkunder med en opfordring til, at kunderne snakker med deres omgangskreds om svindelforsøgene.

Ligesom et kørekort

– NemID er jo næsten som at have kørekort. Hvis man ikke forstår risikoen, er det måske bedre, at yngre generationer tager over, hvilket jo fx kan gøres med fuldmagt. Men emnet er ømtåleligt, erkender Carl Henrik Paulsen, som pointerer, at man aldrig må udlevere sit NemID.

– Hverken banker, myndigheder eller andre vil bede om – eller har ret til – at få udleveret dit NemID. Det er strengt personligt. Bliver man ringet op og ikke kan lide at afvise personen, kan man sige: »Jeg skal lige finde mit NemID-kort, og så ringer jeg tilbage. Hvad nummer er det?«

– Insistér på at ringe tilbage og lad ikke personen i røret vente. Ellers læg bare på, opfordrer Carl Henrik Paulsen.

Kommentarer