Banedanmark skal udskifte central bro i Næstved
Banedanmark planlægger udskiftning af en central bro i Næstved. Der er tale om broen, der fører rampen over jernbanen i Næstved by. Den skal udskiftes med en ny og højere bro, for at der kan være plads til køreledninger i forbindelse med, at Banedanmark er i gang med at opgradere den kommende Ringsted-Femern Bane.
Udskiftningen af broen er en del af det samlede Femern Bælt-projekt, som også omfatter kyst-kyst-forbindelsen mellem Rødby og Femern.
– Vi har valgt at bygge den nye bro ved siden af den eksisterende bro. Det gør vi, da vi ved at den eksisterende bro er en meget central bro i Næstved, der bliver benyttet af mange bilister og cyklister. Ved at gøre det på denne måde generer vi tog- og biltrafikken mindst muligt, siger Jens Ole Kaslund, projektdirektør i Banedanmark.
Den nye bro bygges ca. 20 meter fra den nuværende bro og kommer til at ligge tilsvarende tættere på Næstved Station.
Den nye bro får kombineret cykel-gangsti på begge sider af vejen og bliver forbundet i et T-kryds til Ny Præstøvej, som bliver omlagt og forlænget langs banen.
Fra den nye bro bliver der gangsti og trappe til Skyttemarksvej. Den nuværende rundkørsel ved Ny Præstøvej bliver nedlagt. På vestsiden af banen bliver gangstien til Uffesvej forlænget og justeret, så den passer til den nye bro.
De forberedende arbejder starter op i dag, hvor Banedanmark vil foretage prøveramninger af de beton- og jernpæle, der skal slåes ned i jorden for at stabilisere den nye bro.
Arbejdet starter op på vestsiden af broen og fortsætter på østsiden. Der vil overvejende blive arbejdet i tidsrummet 07-18 på hverdage og forventer at være færdige med at anbringe pæle og spuns i januar 2018.
Den nuværende bro vil være åben for trafik det meste af tiden, imens vi bygger den nye bro, men vil blive lukket i en periode i 2018, inden den eksisterende bro fjernes og den nye tages i brug sidst på året i 2018.
Fakta:
- Ringsted-Femern Banen vil sammen med Den nye København-Ringsted give markante tidsbesparelser for togpassagererne. Når sporet er helt færdigt vil det være muligt at køre med hastigheder op til 200 km/t på strækningen, hvilket i fremtiden vil gøre det muligt at rejse fra Nykøbing Falster til København på ca. en time. I dag er rejsetiden lidt over halvanden time.
- Det er Sund & Bælts datterselskab A/S Femern Landanlæg, der med Banedanmark som bygherre er ansvarlig for jernbanelandanlæggene fra Ringsted til Femern.
- Femern Bælt-projektet er Danmarks største infrastrukturprojekt med et samlet budget på godt 62 mia. kr.
Kommentarer