Bandekrigen på Nørrebro rammer Næstveds borgere
Næstved Kommune mærker tydeligt, at bandekrig og skyderier på åben gade på Nørrebro i København betyder, at betjente fra provinsen omdelegeres til hovedstaden. Borgmester Carsten Rasmussen (S), Næstved Kommune, der er en del af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds, mener, at afgivelsen til København rammer borgerne direkte.
Sydsjælland og Lolland Falster Politikreds sender hver dag 34 betjente til København. Det svarer til 69 helårsværk.
– Vi får flere henvendelser fra borgere, der oplever mere åbenlyst salg af hash og narkotika i gaderne. Jeg har forståelse for, at der i København er en situation, der skal løses. Det virker bare som en meget permanent tilstand, og det giver nogle udfordringer, da der er ting i vores kreds, der ikke bliver løst. Borgerne er måske ikke så glade for, at de skal lide under, at vi sender politi til hovedstaden, siger Carsten Rasmussen til Avisen.dk
Landets øvrige politikredse sender samlet hver dag 164 ekstra mænd og kvinder til hovedstaden for at assistere i bandekrigen. Det viser en aktindsigt, som Avisen.dk har foretaget hos Rigspolitiet.
I forvejen sendte landets øvrige kredse 36 mand ekstra i døgnet i København for at hjælpe med bevogtningsopgaver i forhold til terrortruslen. Det betyder, at 200 betjente dagligt forlader deres egen kreds for at hjælpe til i København.
Ifølge Rigspolitiet svarer de 200 daglige betjente til 405 årsværk.
Kommentarer