Fuglebjerg

Atter Systue i UdviklingsHus Fuglebjerg

Onsdag den 6. september kl. 19.00-21.00 åbner Systuen igen i UdviklingsHus Fuglebjerg på Byagervej 1. Systuen er et lille hyggeligt syværksted, hvor man bl.a. kan arbejde med redesign og syning. Systuen fortsætter hver onsdag ved samme tid.

I Systuen kan man mødes, udveksle erfaringer, inspirere og hjælpe hinanden til at skabe det lækre design eller det funktionelle tekstil, så tøj, puder og tasker kan genbruges.

De fleste vil gerne bidrage til, at vores samfund bliver mere bæredygtigt. Her kan man gøre en forskel samtidig med, at man har det sjovt og lærer noget nyt af hinanden. Det bliver også sjovere at åbne garderobeskabet og vælge dagens tøj.

Måske er din bedste trøje gået i stykker, eller du har fundet en superflot jakke i genbrugsbutikken til næsten ingen penge. Men den var måske lidt for bred eller for lang? I Systuen hjælper man hinanden med tilpasning, en blonde, et kantebånd i en flot farve eller andet, så tøjet kan bruges igen gennem redesign. I denne sæson er der som noget nyt mulighed for at arbejde med lapper, nye motiver på stof eller billeder.

Alle er velkomne i systuen, også mænd og andet godtfolk, som har brug for at lære at sy knapper i og lægge bukser op. Biblioteket hjælper selvfølgelig gerne med at fremskaffe bøger og tidsskrifter med nye mønstre og trends.

Det er gratis at deltage.

Kommentarer