Arresten i Næstved ramt af overbelægning
Arresthuse over hele landet er ramt af overbelægning. I 20 ud af 45 arresthuse og fængsler er der i øjeblikket for mange indsatte. Det viser en opgørelse fra Kriminalforsorgen.
Et af dem er Næstved Arresthus. Her er der plads til 16 indsatte, men i øjeblikket er der 18. Derfor må nogle af de indsatte deles om pladsen i de små celler.
– Vi har sat køjesenge ind i nogle af cellerne, hvis de skal være der to af gangen, fortæller enhedsleder i Næstved arrest Paw Larsen til DR Nyheder.
Der er mangel på fængselsbetjente, og derfor må de indsatte samles de steder, hvor der er nok personale til dem.
Overbelægningen er et problem i mange arresthuse, og det giver udfordringer, erkender chef for arresthusene på Sydsjælland og Lolland-Falster Niels Ebbe Jensen.
Næstved Arresthus er meget lille, så når der kommer endnu flere mennesker ind, så kan det give anledning til problemer.
– Hvis for eksempel den ene vil sove længe og den anden vil tidligt op, men personalet har håndteret det fint, talt med de indsatte og flyttet rundt på dem. Men sådan en løsning med overbelægning i denne her størrelsesorden i årevis, det holder ikke, siger han til DR Nyheder
For de ansatte giver det også anledning til travlhed. Nu skal de ansatte servicere endnu flere, ikke bare med mad og gårdture, men også med sagsbehandling, siger Niels Ebbe Jensen.
Årsagen til den udbredte overbelægning i landets arresthuse er, at der mangler uddannede fængselsfunktionærer.
Kommentarer