Arena Næstved har økonomiske problemer
Næstved: Den nye sportsarena i Næstved har økonomiske problemer, og derfor har Arena Næstved bedt Næstved Kommune om et ekstraordinært tilskud.
Arena Næstved har økonomiske problemer, og det kommer skatteyderne i kommunen til at betale for, da pengene skal findes i kommunekassen, skriver Sjællandske.
Det nuværende tilskud fra kommunekassen dækker kun 40 procent af udgifterne til renter og afdrag på lån til byggeriet, og derfor har bestyrelsen for Arena Næstved nu bedt kommunen om et ekstraordinært tilskud på to millioner kroner næste år.
Grunden til de økonomiske problemer skal findes i en dårlig start af byggeriet, hvor kommunen flere gange måtte yde økonomisk hjælp samt manglende entréindtægter.
Prisen for arenaen endte på 90 millioner kroner i stedet for 74 millioner kroner, som var budgettet. Næstved Kommune har heraf givet et samlet tilskud på 30 millioner kroner.
Formanden for Arena Næstved, Hans Henrik Knudsen, forventer et overskud i 2017/2018.
Kommentarer