Næstved By

Fra arbejdsløs til købmand: I REMA 1000 blev Brian Sonne en vinder

Brian Sonne stod efter ti års fast arbejde pludselig uden job. Efter en periode blev han sendt i praktik af kommunen hos REMA 1000 i Rønnede. Praktikopholdet vendte op og ned på Brians liv. I dag er han 30 år og købmand i egen butik i Næstved.

Som ung dreng startede Brian Sonne hos Nærkøb i Herlufmagle lidt uden for Næstved. Her var han i ti år. Da butikken måtte lukke, endte den dengang 26-årige Brian Sonne hos kommunen som arbejdsløs. Held i uheld betød, at Brian Sonne efter en rum tid på dagpenge kom i praktik hos REMA 1000 i Rønnede, hvor han senere kom i løntilskud for til sidst at blive fastansat.

Det blev starten på en ny karriere og et nyt liv, som samtidig gav Brian Sonne blod på tanden: han skulle længere op ad rangstien i REMA 1000.

– Da jeg blev fastansat i Rønnede, begyndte jeg lige så stille at spore mig ind på, hvad det vil sige at være købmand. Jeg havde mange snakke med min daværende købmand, og til sidst endte jeg på REMAs talentuddannelse, siger købmanden og fortsætter:

– På uddannelsen fik jeg mange, brugbare redskaber – både i forhold til dét at være leder, men også i forhold til at få et indblik i mig selv. Det var enormt intenst, men der var et fantastisk stort sammenhold. Uddannelsen har også klædt mig på til de udfordringer, der kan opstå, når et til tider hektisk arbejdsliv skal gå op i en højere enhed med ens privatliv.

Man kan, hvad man vil

Da REMA 1000 er baseret på franchise, betyder det, at hver enkelt butik er selvdrevet. Det har stor effekt på den enkelte købmands engagement og ansvarsfølelse, forklarer Brian Sonne og uddyber:

– Det gør en kæmpe forskel, at man selv har en aktie i forretningen. Det er dine egne penge, du har på spil. Franchisemodellen gør hele forskellen og betyder, at jeg arbejder næsten 24 timer i døgnet, fordi jeg brænder for det, siger Brian Sonne.

Troen på menneskets virkelyst

Men også REMA 1000s talentudvikling skal tilskrives en stor del af æren for Brian Sonnes succes i REMA 1000, mener købmanden. For når man på bare tre et halvt år får vendt arbejdssituationen fra at stå som arbejdsløs til at være købmand i REMA 1000, er det et udtryk for gode værdier og intentioner i organisationen, hvor man tror på det enkelte menneskes lyst til at lave noget, mener Brian Sonne:

– I REMA 1000 har man mange muligheder for at avancere, og alle kan arbejde i REMA 1000. Mit eksempel viser jo netop, at vil man noget i REMA, så kan man også blive til noget.

Købmanden, der i dag er franchisetager i REMA 1000 på Parkvej 140 i Næstved, deler arbejdsdagen med sin kæreste, der er fuldtidsansat i butikken og som hjælper til med den daglige drift. Parret bor i et hus lidt uden for byen.

Kommentarer