Annisette Koppel headliner Falgren & Friends Festival Night i Næstved til september
Lørdag den 14. september får publikum til Falgren & Friends Festival Night en helt særlig oplevelse i Næstved. Her møder de et overflødighedshorn af prisvindende internationale kunstnere fra øverste skuffe, når den 4-dobbelte DMA-vindende violinist og komponist Bjarke Falgren inviterer sine musikalske venner med på scenen. Heriblandt en af Danmarks allerstørste stemmer, den legendariske frontkvinde i Savage Rose, Annisette Koppel.
Fantastiske talenter, god mad og stjerner fra ind- og udland venter, når dette års Falgren & Friends Festival Night løber af stablen i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 14. september.
Dette års program består udover festivalaftenens release af arrangør Bjarke Falgren og tyske Sönke Meinens nye album “The Circle”, også af Mathæus Bech, australske Jaimi Faulkner, og ikke mindst den legendariske frontkvinde i The Savage, Rose Annisette.
Stjernespækket program
Annisette kræver næppe en nærmere introduktion. Hun er en legende i dansk musikliv og en af de største sangerinder vi har herhjemme. Denne aften kan man opleve hende i mere intime rammer akkompagneret af Frank Hasselstrøm(keys og horn), Anders Holm(trommer og percussion) samt Bjarke Falgren på bl.a. cello, viola og violin.
Den danske kontrabassist og komponist Mathæus Bech medbringer bandet som står bag årets radiohit 2023 – Guldimunds “Det’ kun vigtigt hvad det er”.
Bandet består af Villads Hoffmann(mandola) samt Arendse Nordtop på violin. Mathæus forener sine erfaringer og inspirationer fra jazzen, folkemusikken og den klassiske musik og ophæver grænserne mellem genrerne på en sympatisk og mesterlig måde i hans musik. Han stræber efter at fortsætte den stolte danske tradition af virtuose og solistiske kontrabassister og vil vise en ny generation af musikelskere at kontrabassen ikke behøver at stå i baggrunden.
Den karismatiske australske singer-songwriter Jaimi Faulkner byder på Americana, rock og songwritersoul. Rolling Stone fremhæver ham som en meget talentfuld og powerfuld sanger, songwriter og guitarist med varme, feeling og fængende grooves. Hans single “Early Morning Coffee Cups” fra 2017 har opnået over 25 millioner streams på Spotify.
Denne aften er der en særlig pre-release på Bjarke og Sönkes andet album “The Circle”. Deres samarbejde startede tilbage i 2015. Sönke har bl.a. vundet verdens største guitarkonkurrence. Han turnerer over hele verden og næste år byder bl.a. på en tre måneders turné i USA samt turnéer i Asien med mere.
Lækker musik og lækker mad
Publikum kan se frem til en festivalaften, hvor de kan også krydre oplevelsen med lækker mad fra KysKokken, og nyde skønne musikalske talenter fra Næstved Musikskole og Næstved Gymnasium.
– Jeg glæder mig til en aften fyldt med kærlighed, karisma og musik lige efter mit hjerte, fortæller arrangøren bag det hele, Bjarke Falren.
Billetter kan købes på Grønnegades Kaserne Kulturcenters hjemmeside.
Kommentarer