Anholdt efter flere butikstyverier
Politiet blev lørdag klokken 16.25 kaldt til Netto i Mogenstrup, som netop havde haft besøg af to butikstyve, der havde stjålet nogle colaer og to pakker kød. Gerningsmændene blev genkendt til at være de samme, som tidligere på lørdagen havde stjålet nogle knivsæt fra en isenkræmmer i Næstved Storcenter.
En bil med de to gerningsmænd blev kort efter standset ved en afkørsel på Sydmotorvejen. Det var en 30-årig kvinde og en 39-årig mand, begge fra Rødby, og der lå ganske rigtigt en række stjålne varer i bilen – blandt andet også kød og champagne, som stammede fra et andet supermarked i Næstved og to blomsterbuketter, som viste sig at være stjålet i forbindelse med et indbrud i et hus på Herlufsholm Alle i Næstved.
Den 30-årige kvinde blev sigtet for indbrudsforsøget og for butikstyverierne, og da det var hende, der kørte bilen, de blev standset i, på trods af, at hun ikke havde kørekort, blev hun også sigtet for kørsel uden førerret.
Den 39-årige mand blev anholdt og sigtet for samme stribe kriminalitet, og det viste sig, at han var udeblevet fra afsoning af en fængselsstraf. Politiet hjalp den 39-årige retur til Kriminalforsorgen, så han kunne fortsætte sin afsoning.
Kommentarer