Næstved By

Ambitiøs legeplads skal gøre børnene klogere på Næstved

Tårnlegepladsen i Fælledparken, er forbillede for et ambitiøst legepladsprojekt ved den fritlagte Suså. Foto: Københavns Kommune.

Den prisvindende københavnske legeplads, Tårnlegepladsen i Fælledparken, er forbillede for et ambitiøst legepladsprojekt ved den fritlagte Suså. Teknisk Udvalg har netop godkendt, at der arbejdes videre med projektet. 

Mandag godkendte Teknisk Udvalg at forvaltningen arbejder videre med et ambitiøst legepladsprojekt ved den fritlagte Suså.

Ambitiøs legeplads, der gør børnene klogere på Næstved

Forbilledet er Tårnlegepladsen i Fælledparken i København, som har vundet Danish Design Award uddelt af Dansk Designcenter og er kåret som Byens Bedste Børneoplevelse af by-guiden på nettet AOK, Alt om København.

Artiklen fortsætter under billedet

På Tårnlegepladsen i Fælledparken i København står Rundetårn, Vor Frelsers Kirke og Rådhustårnet klar til Leg, der gør børnene klogere på historiske facts om byen. Samme tanke ligger bag legepladsen ved den fritlagte Suså i Næstved.
På Tårnlegepladsen i Fælledparken i København står Rundetårn, Vor Frelsers Kirke og Rådhustårnet klar til leg, der gør børnene klogere på historiske facts om byen. Samme tanke ligger bag legepladsen ved den fritlagte Suså i Næstved. Foto: Københavns Kommune.

Legepladsen i Fælledparken er bygget op omkring fem af Københavns mest kendte tårne: Rådhustårnet, Vor Frelsers Kirkes tårn, Rundetårn, Børstårnet og Marmorkirkens kuppel.

I Næstved er tanken at legepladsen etableres med bygninger og elementer, der fortæller historien om Susåens funktion som transportvej og betydning for Næstveds udvikling. Leg og kulturformidling for børn.

Tårnlegepladsen i København, er fyldt med detaljer som kikkerter, rør-telefoner, hemmelige spiralgange, et stjerneobservatorium, klokkespil, en reb-bro og en rebus om Christian den 4. i Rundetårn, der også lægger op til, at børnene bliver klogere på historiske facts om byen.

Artiklen fortsætter under billedet

IMG_0619

I projektet i Næstved er en synlig placering ved den fritlagte Suså valgt. Ikke langt fra Maglemølle, havnen og Susåen. Tanken er at legeredskaberne skal opføres så de ligner bygninger og elementer fra Susåens omgivelser. Fx kraftcentralen på Maglemølle, kranbroen på Kranøen, siloerne på havnen, Græshoppebroen i Karrebæksminde m.v.

Det er planen at Susåens betydning for Næstveds udvikling formidles på legepladsen og medvirker til en forståelse for Næstveds historie og kulturarv.

Økonomien endnu ikke på plads

En mulighed for at realisere projektet er at indhente tilbud på etablering af legepladsen fra en eller flere legepladsleverandører, f.eks. Monstrum, som har udført Tårnlegepladsen i Fælledparken.

Monstrum har oplyst til forvaltningen, at udgiften til at etablere Rådhustårnet, Rundetårn og Vor Frelsers Kirketårn på Tårnlegepladsen i Fælledparken var 770.000 kr. uden moms, levering, montering og faldunderlag.

Finansieringen af det ambitiøse legepladsprojekt er endnu ikke helt på plads. Byrådet besluttede i forbindelse med budgetvedtagelsen for 2017 at afsætte 100.000 kr. til nye legepladser. Dertil skal Byrådet på næste byrådsmøde den 28. Marts behandle overførsel af en restbevilling fra 2016 på 158.419 kr. Såfremt overførslen godkendes, vil der herefter være 258.419 kr. til rådighed for projektet i 2017.

I 2018 og hvert år frem er der afsat et ramme-rådighedsbeløb på 100.000 kr. på anlægsbudgettet til nye legepladser.

Teknisk Udvalg har ved godkendelsen af projektet betinget sig, at der tænkes Næstved-bygninger ind i legepladsen.

Kommentarer