Næstved By

Teltlejren i Næstved lukkes permanent

Beredskabscenteret i Næstved, i regi af Beredskabsstyrelsen lukker inden udgangen af juni. De nuværende tomme telte bliver pillet ned. Det har Udlændingestyrelsen besluttet.  Lukningen er en direkte følge af et fortsat lavt antal asylansøgere i Danmark. Samtidig falder antallet af allerede indkvarterede asylansøgere løbende.

Udlændingestyrelsen besluttede i det tidlige efterår 2016, at Beredskabsstyrelsens fire beredskabscentre skulle tømmes for beboere , men stadig holdes klar til brug med kort varsel. Nu har man altså besluttet helt at lukke teltlejren i Næstved.

– Vi oplever et stadigt faldende behov for pladser. Derfor vurderer vi, at vi nu kan afvikle et af beredskabscentrene. Vi holder indtil videre de øvrige tre beredskabscentre klar i beredskab, for erfaringen viser, at antallet af asylansøgere relativt hurtigt kan vende, forklarer kontorchef i Udlændingestyrelsen Thomas Mortensen.

Teltlejren havde plads til 400 asylansøgere og blev opstillet i 2015. Lejren har oplevet en række problemer. Bl.a. klagede en del naboer over støj, ligesom politiet flere gange blev tilkaldt i forbindelse med slagsmål i lejren.

Siden begyndelsen af 2016 er mere end halvdelen af landets asylcentre lukket, fra 98 centre i februar 2016 til 40 centre i dag.

Kommentarer