Aldirøver jaget væk med økse – og fik syv måneders fængsel
Syv måneders ubetinget fængsel. Sådan lød “regningen” fra Retten i Næstved til en nu 23-årig mand, der den 11. januar om aftenen 2016 begik røveri mod Aldi-forretningen i Næstved.
Den 23-årige kom ind i butikken iført en hue og tørklæde for ansigtet. Han forlangte at få udleveret kassebeholdningen, og truede med, at han havde en kniv. Oversigtsbilleder har dog senere fastslået, at han ikke var bevæbnet.
Det faktum den unge, mandlige kassemedarbejder formentlig allerede regnet ud. I hvert fald nægtede han at give røveren, hvad han bad om. I stedet rakte han ud efter en økse, der tilfældigvis befandt sig ved kassen.
Røveren blev skræmt væk, men blev en halv time senere anholdt i nærheden, sigtet for røveriforsøg. Manden forklarede i retten, at økonomiske problemer havde drevet ham til at begå forbrydelsen.
Dommen på de syv måneders ubetinget fængsel inkluderer i øvrigt også en straf for at have stjålet et mindre beløb fra sin mor samt for at have været i besiddelse af 0.9 gram hash.
Kommentarer