Albertslunds borgmester: – Ingen kommuner er blevet snydt pga. ‘regnefejl’
– En række medier har de seneste uger fejlagtigt beskrevet, at det eksisterende datagrundlag for to socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet har betydet, at ‘milliarder er overført til bykommuner’ via udligningssystemet. Mediernes beskrivelse er forkert.
Det hævder borgmester Steen Christiansen, Albertslund Kommune, der står i spidsen for 34 kommuner i hovedstadsområdet.
Hans udtalelse kommer på baggrund af, at Næstved Kommunes borgmester Carsten Rasmussen sammen med borgmestrene fra seks andre kommuner har krævet i alt næsten en halv milliard kroner tilbagebetalt fra staten.
De syv borgmestre mener, at deres kommuner er gået glip af 483 millioner kroner i kommunal udligning i forbindelse med tildeling af penge til udlændinge. De seks øvrige kommuner er Faxe, Vordingborg, Slagelse, Sorø, Guldborgsund og Lolland
I datagrundlaget for de to socioøkonomiske kriterier indgår indvandreres uddannelsesmæssige baggrund. Det indgår således som et element i udligningen mellem kommuner, at kommuner med mange udlændinge med lav uddannelse modtager tilskud fra de kommuner, der har færre af denne gruppe borgere.
De pågældende kommuner har således ifølge Steen Christiansen gennem udligningen fået omkostningsmæssig dækning for merudgifterne til borgere med den lave uddannelsesmæssige baggrund. Alligevel kræver de samme kommuner nu at få yderligere udligningsbeløb, selvom de efter Steen Christansens opfattelse ikke har fået flere udgifter end tidligere. De pågældende kommuners krav vil sende en ekstra udligningsregning på over 700 mio. kr. til kommunerne i hovedstadsområdet.
I tillæg hertil ser det ud til, at Danmarks Statistik fremadrettet vil lade ny, spinkel og usikker spørgeskemaundersøgelse om udlændinges uddannelsesbaggrund danne baggrund for et nyt datagrundlag, selvom kun 1/3 af udlændingene har svaret.
Partsindlæg uden dokumentation
Borgmester Steen Christiansen siger:
– Økonomi- og Indenrigsministeriet vurderede senest i 2013, at de penge, der bliver omfordelt på baggrund af de to kriterier, udgør en fair betaling for den faktiske byrde, kommuner har. Derfor er det uforståeligt, at en række kommuner på trods af uændrede omkostninger nu kræver over 700 mio. kr. oven i de 13,3 mia. kr. om året, som disse kommuner allerede modtager fra hovedstadsområdet.
– Ingen kommuner er blevet snydt, og ingen kommuner er sluppet billigere, end de burde. De pågældende kommuner skal ikke have flere penge på grund af en statistik, som er baseret på en spinkel spørgeskemaundersøgelse. Disse kommuner har allerede fået dækket deres omkostninger én gang, siger Steen Christiansen.
– At nogle kommuner raser, er ene og alene et partsindlæg, der handler om at påvirke politikerne på Christiansborg til at sende endnu større milliardbeløb fra hovedstadsområdet til resten af Danmark, siger Steen Christiansen. – Det er påfaldende, at kommunerne ikke har fremlagt dokumentation for deres større udgifter. Hvad er det for udgifter, de ikke får dækket?
Udligning fra hovedstadsområdet til resten af Danmark fordoblet siden 2007
Steen Christiansen understreger, at man ikke kan vurdere udligningssystemet på baggrund af enkelte kriterier, men skal vurdere de samlede summer, der overføres kommunerne imellem. Skal de nye tal bruges, kræver det således en tilsvarende modgående kompensation i udligningssystemet til de kommuner, som betaler.
Den generelle udligning fra hovedstadsområdet er næsten fordoblet siden 2007, hvor den er steget med 6,3 mia. til at udgøre 13,3 mia. kr. i 2018. Alene fra 2017 til 2018 stiger udligningen med 1,5 mia. kr.
Kommentarer