Alarm med Blå blink og figuranter på skole i Næstved
Brand- og redningsfolk skal være klar til at rykke ud og redde personer og værdier alle døgnes timer, derfor er det nødvendigt med træning og øvelser, så man kan erhverve sig de nødvendige ekspertiser hvis uheldet er ude. Ingen redningsfolk kan på forhånd vide hvad de bliver kaldt ud til, derfor bliver øvelser afholdt så realistisk som muligt.
Skrevet af Preben Madsen
Mandag aften blev vagtholdet hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning i Næstved, sat på en af de lidt mere voldsomme prøver, det skete på Kobberbakkeskolens afd. Sct. Jørgen, som kun ligger et par hundrede meter fra brandstationen. Klokken 18,41 indløb der en autentisk melding om, at der var udløst en brandalarm på skolen. Da brandfolkene et kort øjeblik efter ankom med blå blink, gik det først op for dem at det ikke drejede sig om en brand, men at der var et større antal kvæstede, som havde været udsat for en gal mands værk, og skulle reddes ud fra skolens lokaler.
Det syn der mødte brandfolkene, var ikke langt fra det de kan komme ud for at møde i hverdagen, personer med svære kvæstelser skulle hentes ud fra store og små lokaler, hvor arbejdsforholdene kan være yderst vanskelige. Et hold på 17 børn og voksne figuranter havde meldt sig, flere af dem var sminket til ukendelighed, nogle med voldsomme skader, andre kunne selv gå til visitationsstedet efter anvisning fra redningsfolkene, nogle af de sværest kvæstede måtte have hjælp til at komme frem til det valgte samlingssted, dette foregik på båre, bæretæpper eller med et forhåndenværende transportmiddel, en pallevogn.
Da alle var reddet ud var der evaluering, hvor brandfolkene sammen med Beredskabsdirektør Flemming Nygård Jørgensen og øvelsens planlægger Stationsleder Jan Pagter Simonsen drøftede hvordan øvelsen var gået. Efter endt oprydning kørte alle tilbage til brandstationen, hvor figuranterne kom af med deres kvæstelser, og som tak for indsatsen blev der serveret lidt at spise og drikke.
Kommentarer