Aktion mod Slattenpatten og hendes døtre på Axeltorv
Skulpturen “Slattenpatten og hendes døtre” på Axeltorv i Næstved har i nat været mål for en landsdækkende protestaktion, og er blevet pakket ind i grøn plastik.
Det var lidt forundrede stadeholdere der her, lørdag morgen kom på Axeltorv for at gøre klar til formiddagens torvehandel.
“Slattenpatten og hendes døtre”, skulpturen som står på Axeltorv er i nattens mulm og mørke blevet pakket ind i en stor grøn plastik presenning, og tapet godt til.
På den grønne presenning er der klistret 3 hvide A4 ark, med budskabet:
STOP FATTIGDOM. SKULPTURER I SORG og AFSKAF KONTANTHJÆLPSLOFTET.
I ly af natten er skulpturer over hele landet blevet klædt i “sørgedragter” i protest mod fattigdom. Bag de sørgende skulpturer står en gruppe på 160 mennesker, der kalder sig Fagforeningen af stationære skulpturer.
Skulpturer i sorg er en landsdækkende protestaktion.
Happeningen er sket for at sætte fokus på den stigende fattigdom i Danmark, der kommer i kølvandet på regeringens kontanthjælpsreformer.
– Statuer og skulpturer må se tavse til fra deres piedestaler, mens børn vokser op i fattigdom, syge borgere må gå grædende fra jobcenteret, fordi de presses ud i arbejdsprøvninger og arbejdsløse ikke har råd til receptpligtig medicin. Men det stopper nu. Vi hjælper skulpturerne med at sige fra, lyder det i en pressemeddelse fra gruppens talsperson, der ønsker at være anonym.
Sammen med happeningen har gruppen udsendt et brev på vegne af de danske skulpturer.
I brevet står der: “Vi skulpturer er oprørte. Vi ser politikere, der skaber reformer, der gør mennesker fattige. Vi ser flere og flere hjemløse, der gør klar for natten i det ringe ly for vind og vejr, vi kan skabe.”
I brevet råber skulpturerne både borgere og politikere op, og kræver handling.
“Vi ved, at sociale investeringer betaler sig. Så i stedet for at drive folk længere og længere ud, kan det betale sig økonomisk at behandle byens borgere anstændigt. Vi skulpturer står bag byens borgere i solidaritet,” står der i brevet.
Det er frivillige fra hele landet, der har klædt skulpturerne i deres by sorte sække og tilhørende breve.
De sortklædte skulpturer er at finde i Frederikssund, Odense, hele Storkøbenhavn, Frederiksberg, Ishøj, Greve, Vallensbæk, Albertslund, Hvidovre, Slagelse, Kolding, Aarhus, Middelfart, Ringkøbing, Korsør, Holbæk, Nykøbing Falster, Kalundborg, Aalborg, Hobro, Bornholm, Odder, Skanderborg, Sorø, Roskilde, Skælskør, Næstved, Helsingør, Herlev, Jægerspris, Ruds Vedby, Nakskov, Vejle, Dronninglund, Agersted, Præstbro, Voerså, Voergaard og Dybvad og højst sandsynligt flere byer.
– Når vi kan samle så mange mennesker på tværs af landet, skyldes det, at vi fremhæver et virkeligt problem. Det berører vores hverdag. Vi ser reformer, der deler Danmark, ødelægger velfærden og gør verdens lykkeligste folk bange og ulykkelige, afslutter talspersonen pressemeddelelsen.
Der er ikke sket skade på “Slattenpatten og hendes døtre”, men Næstveds borgere som handlede på Axeltorv kiggede lige en ekstra gang, og ingen tvivl om at indpakningen af “Slattenpatten og hendes døtre” var et af formiddagens samtaleemner.
Kommentarer