Afslører mordere ved foredrag om besættelsestiden

Forfatteren Allan Huglstad vil ved to foredrag i maj føre tilhørerne gennem de lokale Korsbæk-købstæder Næstved og Vordingborg og fortælle om personer og begivenheder under besættelsen. Det første foredrag finder sted i aften, onsdag den 9 maj kl 19-22 i Musikstalden på Grønnegade Kaserne i Næstved
Foredragene tager udgangspunkt i bøgerne “Kiv og krig” om Næstvedegnen, men der vil også blive serveret fortællinger, der af en eller anden grund ikke har kunnet offentliggøres tidligere. F.eks. vil AH afsløre, hvem der likviderede hvem i Næstved. Likvideringerne blev ikke efterforsket af politiet efter krigen, men i dag – 70 år efter – er gerningsmændene forlængst døde, og de dengang tragiske begivenheder – for begge parter – er i dag en del af vor historie.
Foredraget vil omhandle såvel modstandskampen som livets gang i Lidenlund, herunder tyskerpiger og krigsbørn, lokalpolitik, arbejdsløshed, byggeri osv. Der vil blive vist masser af billeder og en enkelt Næstved-film om befrielsen.
Der vil især blive draget sammenligninger mellem Næstved og Vordingborg, der i 1930’erne begge havde et stort udviklingspotentiale. Hvorfor gik udviklingen så forskelligt i de to byer under og efter besættelsen? Hvorfor var der flere aktive nazister, værnemagere og landsforræddere på Vordingborgegnen i forhold til Næstvedområdet, selv om befolkningsunderlaget var nogenlunde det samme?
Kommentarer