Affaldssortering når nye højder
Siden den nye affaldssortering trådte i kraft sidste år, er mængden af affald der kommer videre til genanvendelse kun steget. Tallet har netop rundet 50%, hvilket betyder at Næstved Kommune har nået sit mål, hvor halvdelen af husholdningsaffaldet skal sendes til genanvendelse inden 2022.
I år kan affaldschef Søren Nielsen være endnu mere stolt end sidste år, da kommunen nu har rundet 50 % i genanvendelse.
Sidste december kunne affaldschef Søren Nielsen tilfreds fortælle, at den såkaldte genanvendelsesprocent var steget fra 36 % til 47,6 % på blot få måneder takket være Næstved Kommunes borgere, og deres gode affaldssortering. I år er dette tal nu nået 50%.
Ifølge EU’s ressourcestrategi skal halvdelen af det indsamlede husholdningsaffald sendes til genanvendelse inden 2022, og med de nye tal har Næstved Kommune nået målet.
– Det er en rigtig god afslutning på året, og det glæder mig at vi er kommet i mål. Det har været en lang proces, som begyndte længe før den nye affaldsordning trådte i kraft. Derfor glæder det mig at se, at ordningen har den positive effekt, som vi havde håbet på, og at borgerne er så gode til at sortere deres affald, fortæller Søren Nielsen
Mindre affald i skraldespanden
Foruden målet med 50% genanvendelse, er mængden af affald faldet med næsten 10 kg pr. borger, hvis man kigger på målinger fra samme periode sidste år. I 2018 afleverede hver borger 359,2 kg affald i perioden fra 1. januar til 30. september, men dette tal er i 2019 faldet til 349,4 kg affald.
– Dét, at vi allerede har nået EU’s målsætning to år før forventet er en glædelig nyhed. At vi samtidig også kan se, at borgerne smider mindre affald ud sammenlignet med sidste år, er en positiv udvikling, som vidner om, at miljø og affald er blevet en større del af folks bevidsthed. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer, når vi allerede er nået så langt på så kort tid, fortæller Helle Jessen, formand for Teknisk Udvalg.
Det nytter
En gang i mellem kan man måske være tvivl om, hvilken skraldespand som affaldet skal i, men selvom det kan være svært, så nytter det virkelig noget, når der bliver sorteret derhjemme.
Særligt madaffald, som var blandt de nye typer affald der skulle sorterers hjemme i køkkenet, er et godt eksempel på hvordan affaldet bliver genanvendt. Når madaffaldet bliver hentet hos borgerne, sendes det til behandling, hvor det bliver det omdannet til biogas og gødning. Dermed hjælper man med at producere grøn energi, og bevare vigtige næringsstoffer, som kan vende tilbage og gøre nytte i jordens kredsløb.
Næstved Kommune vil gerne sende en stor tak til alle kommunens borgere for deres indsats og hjælp til sortering.
Kommentarer