Næstved By

AffaldPlus importerer affald

Foto: AffaldPlus
Siden 2013 har AffaldPlus importeret affald fra andre lande i Europa for at brænde det på deres affaldsenergianlæg i Næstved. Det lyder måske molboagtigt, men der er en mening med galskaben.

AffaldPlus importerer affald for at udnytte kapaciteten på deres affaldsenergianlæg optimalt. Et fyldt affaldsenergianlæg giver lavere omkostninger, billigere affaldsbehandling og dermed billigere fjernvarme i rørene.

Borgerne bliver stadig bedre til at sortere affald derhjemme, hvilket medfører en mindre mængde restaffald til forbrænding. Det er rigtig godt og helt i tråd med regeringens og EU’s målsætninger, men hvis AffaldPlus ikke har nok affald til at holde anlægget i gang, må de i stedet fyre med biomasse eller gas. Biomasse er en begrænset ressource, og gas er et fossilt brændsel, som AffaldPlus helst undgår.

I andre europæiske lande derimod har de for meget brændbart affald i forhold til, hvor få affaldsenergianlæg de har. Derfor giver det god mening at importere affaldet til Danmark. Forbrænding af udenlandsk affald bidrager også til en bedre økonomi. Hos AffaldPlus til glæde for borgerne i de seks ejerkommuner, men også hos den danske stat, som tjener penge på den affaldsvarmeafgift, som eksportøren skal betale.

Klimagevinst
På AffaldPlus’ affaldsenergianlæg i Danmark brænder de affald under strenge miljøkrav og udnytter det til produktion af el og fjernvarme. Vi producerer dermed miljørigtig, grøn energi fra affald. Hvis de ikke importerede affaldet, ville det i stedet blive deponeret, dvs. gravet ned på en losseplads i lande som fx Italien, England og Irland. Deponering af affald udleder metan, – en klimagas der er 25 gange kraftigere end CO₂ og dermed meget værre for klimaet end dét at blive brændt.

Klimabelastningen ved transport af affald, der fortrinsvis sker med skib, er meget lille i det samlede klimaregnskab.

Hvorfra og hvor meget?
AffaldPlus har importeret affald siden 2013, og de er langt fra de eneste. Ca. 1/3 af de danske affaldsenergianlæg importerer affald pga. ledig kapacitet. I 2017 begyndte vi at køre ”fuld skrald” således, at de udnytter den ledige kapacitet i Næstved fuldt ud.


AffaldPlus: Årlig import af affald angivet i ton

AffaldPlus importerer næsten alt ekstra affald fra England. Tidligere har vi fået en smule fra Tyskland, og i 2020 vil de, udover England, få en smule fra Italien og Tyskland. Affaldet fra England sejles til havnen i Næstved, mens det italienske kommer med tog og det tyske med lastbil.

I 2019 forventer AffaldPlus i alt 14 skibe med affald fra England. Hvert skib rummer ca. 2.300 ton affald, og det tager lastbiler to dages kørsel at tømme skibet. Affaldet er pakket som baller og transporteres ca. 4,5 km fra havnen til AffaldPlus.

Krav til udenlandsk affald
Når AffaldPlus indgår aftaler om at aftage affald fra andre lande, sker det ikke, uden de har været på et indledende besøg og kvalitetssikre affaldet, så AffaldPlus opnår den bedste energiudnyttelse. AffaldPlus er fx ikke interesserede i, at affaldet indeholder gips, PVC eller andre uønskede affaldstyper. Herudover går deefter affald med en brændværdi, som ligner vores øvrige affald.

AffaldPlus forventer at importere affald, så længe det både er en gevinst for økonomien og klimaet. Dog er det klart, at jo nærmere vi kommer på 100 % vedvarende energi i Europa, jo nærmere kommer også enden på importens berettigelse.

Kommentarer