Fra Ægypten til cafeejer af Elysia i Jernbanegade
Karina Ditlev Petersen havde i sin barn- og ungdom store problemer med at begå sig og blev massivt mobbet. Og selvom Karina er både tal- og ordblind og egentlig ikke interesserer sig for mad, så er hun efter et eventyr hos den kendte hestepige Tina Lund og 3 år i Ægypten nu at finde som succesfuld cafeejer i Elysia Jernbanegade.
Skrevet af Birgitte Grejsen Møs. Redaktør.
Cafeejer Karina Ditlev Petersen har afsat en 1/2 time i sin travle kalender, for at tage en snak med Næstved Netavis alt mens personalet betjener kunder ved disken og ved de små borde.
Karina starter med at fortælle om en barndom fyldt med et massivt mobberi pga. ord- og talblindhed.
Det bevirkede at Karina følte at hun ikke rigtig passede ind nogen steder og hendes skoleår står tilbage som et rent mareridt. Hun følte sig kun godt tilpas via sin store hobby, nemlig heste.
Første gang hun oplevede at hun var god nok var, da hun i 8. klasse blev staldpige hos den landskendte Tina Lund. Tina havde en forståelse for Karinas problemer, og hjalp hende i den grad på vej, med et “boost” som gjorde at Karina begyndte at tro på sig selv.
Det blev starten på en lang og spændende rejse for Karina.
På en ferie i Ægypten blev Karina kontaktet af en af Ægyptens rigeste mænd, som vil ansætte hende som træner tilknyttet sin stalde. I disse stalde stod nogle af verdens dyreste rideheste, og Karina oplevede hvad det betød at være rig i Ægypten. Hun boede og levede som en prinsesse, med bl.a. privatchauffør – egen luksus lejlighed – privatfly, der bragte hende til destinationer hvor der måske var en hest til salg – og fortiden med mobberi og Danmark virkede så fjern.
Men det var samtidig i den periode at Muhammed krisen opstod.
– Kun en gang oplevede jeg at blive sat af en taxi, da chaufføren hørte at jeg var Dansk, beretter Karina og forsætter:
– Ude godt, hjemme bedst. Efter 3 år fik jeg ligesom nok af det ellers så eftertragtede liv i Ægypten og vil bare hjem til Danmark igen.
Artiklen forsætter under foto.
Fra det øjeblik man træder ind af døren på Cafe Elysia bliver man ramt af en behagelig og rar stemning. Kølemontren der står først i butikken bugner af lækre færdigblandede salater – alt fra udskåret ingredienser til sandwich, kager, brød – og i det hele taget er hele farvespektret præsenteret i disken.
Tager man et kig ud over cafeen falder ens øjne straks på de rustikke møbler, den enkelte Nordiske indretning, som alligevel, trods sin enkelthed indbyder til et hyggeligt cafebesøg.
Artikel forsætter under foto.
At Karina nu finder sig selv som cafeejer stod egentlig ikke skrevet i kortene.
Karina fortæller:
– Godt nok er jeg opfostret af en mor, der har butikken Go`appetit, hvor vi fandt spændende madopskrifter og fik skøre skæve ideer på loppemarkeder, men mad har egentlig aldrig interesseret mig.
Nu finder Karina sig selv som medejer af en cafe, som hun ejer sammen med sin kæreste, Søren Thamdrup.
– Søren er, ud over at være skyld i at jeg har kunne åbne min cafe, også min sparringspartner. Han hjælper mig med alt det administrative omkring butikken. Det er for mig lidt uoverskueligt med min tal- og ordblindhed, så det er helt fantastisk at han hjælper mig her i dagligdagen. Vi har trods alt 27 ansatte – 5 af dem på fuld tid, fortæller Karina med en vis stolthed i stemmen.
Hun forsætter:
– Alle ved at jeg er tal- og ordblind. Det er ikke noget jeg holder skjult, eller er flov over. Hvis jeg får en bestilling fra en kunde som jeg skal skrive ned og ikke helt forstår, spørger jeg blot om at det lige kan blive stavet, så jeg får det hele med. Det har jeg slet ikke noget problem med.
Fremtiden for Karina og Cafe Elysia ligger ikke helt i faste rammer.
– Vi har travlt med mad ud af huset, samt at betjene vores cafe, som nok mere kan betegnes som en restaurant tilføjer Karina.
Hun forsætter:
– Vi serverer morgenmad – tapas – brunch – og flere forskellige skønne supper – kager – ja, jeg kan blive ved. Jeg sagde godt nok at Søren står for det administrative, men han står faktisk også for vores Rib eye steaks på 200 eller 400 gr. samt han er eksperten på vores nye tiltag som er lækre sprøde Champagner.
Og jo… forresten. Søren friede til mig den 27. december hvor vi havde et par dage for os selv i London – slutter Karina inden hun skal tilbage i køkkenet for at hakke – snitte – og lave spændende sandwich.
Adresse: Jernbanegade 15. 4700 Næstved.
Åbningstider:
Mandag – lørdag 10.00 – 21.30
Søndag 10.00 – 17.30
P-pladser i p-båse langs Jernbanegade, dog tidsbegrænset. HUSK P-SKIVE.
Kommentarer