Abelone Glahn og Lise Ravnkilde besøger UdviklingsHus Fuglebjerg
Torsdag den 20. april klokken 19.00-21.00 præsenterer forfatterne Abelone Glahn og Lise Ravnkilde deres værker i UdviklingsHus Fuglebjerg. De fortæller lidt om, hvordan de blev til, og hvad de arbejder med nu.
Rigtig mange går med en ide til en bog. Og selvom det kan synes uoverskueligt at komme i gang, kan det altså sagtens lade sig gøre. Men, hvordan kommer du i gang. Hvad skal der til, for at bogen bliver til virkelighed og hvordan får du den ud i verden. Det giver Abelone Glahn og Lise Ravnkilde et bud på, når de kommer til UdviklingsHus Fuglebjerg.
Der kan være forskellige grunde for at skrive en bog. Har man en lille virksomhed, kan bogen være en form for markedsføring eksempelvis af virksomhedens produkt eller af ejeren som oplægsholder. Måske brænder du så meget for et emne, at du bare skal have det ud til andre. Det kan selvfølgelig også være, at du har en ide til en bestseller.
De to forfattere kommer ind på, hvad der skal til, for at du kommer godt i gang med at skrive en bog, hvordan du får den udgivet, og meget vigtigt, hvordan du får den markedsført. Når du står med dit værk i hænderne, er du nemlig kun halvvejs. De to forfattere bruger begge de sociale medier meget aktivt i deres arbejde med at sælge bøger. Men først skal du i gang med at skrive.
Om forfatterne
Abelone Glahn er journalist og kendt foredragsholder / underviser i sociale medier. Hun har udgivet en del bøger f.eks. ”Dit virtuelle håndtryk”, der stadig er aktuel, selvom den er udgivet på Børsens forlag i 2007 – for i bogen lærer man om grundprincipperne, mens de forskellige platforme som Facebook, Twitter, LinkedIn hele tiden ændrer sig. Sidste udgivelse er: ”Forfatterens guide til sociale medier”. En bog, der bare er et must for en forfatter – uanset, om man er selvudgiver eller bøgerne udgives gennem et forlag.
– Et kursus med Abelone Glahn er struktureret og inspirerende, så man er klar til at gå hjem og gå i gang med at øve sig, fortæller Mona Hvid, der sammen med biblioteket står for arrangementet.
Lise Ravnkilde er selvstændig freelancejournalist, hun skrev i 2015 bogen ”Et stort hjerte er ikke nok – om plejefamiliers arbejde.” Samtidig gennemgik hun en periode med brystkræft, som hun bloggede om i dagsbogsform. Bloggen ”Er jeg syg” kan downloades gratis fra www.ravensource.dk. Lige nu er hun i gang med at skrive historien om #lollandfalsterlovestorm. Bogen ”Lovestormen fra Lolland-Falster, branding der batter” er planlagt til at udkomme sidst på foråret 2017.
Tilmelding
Det er gratis, der er et begrænset antal pladser. Tilmelding er nødvendig. Det sker via bibliotekets hjemmeside: www.naesbib.dk. Det er vigtigt at melde afbud, hvis du bliver forhindret, så en anden kan få din plads – det sker til mona@monahvid.dk
Kommentarer