Fuglebjerg

Åbent Hus med storytelling i Fuglebjergs nye Fortællerum

"Odins Ravne" med bl.a. Rita Lindegaard Sørensen kommer og underholder i det nye Fortællerum.

Torsdag den 1. februar kl. 15.00-17.00 er der “Åbent Hus” i Fortællerummet i UdviklingsHus Fuglebjerg på Byagervej 1. 

Nu kan du slå “to fluer med et smæk”. Du kan både få mulighed for at besøge udviklingshusets nye fortællerum og få en god historie med på vejen. Og der vil også være lidt til ganen.

Storytellere fra “Odins Ravne” kommer og fortæller historier for store og små denne eftermiddag. De lægger vægt på at udbrede den mundtlige fortælling. Og hvem kender ikke til at blive opslugt af en god historie, når den er godt fortalt?

Fortællerummet er skabt i et samarbejde mellem børn og lærere fra Lille Næstved Skole Afd. Fuglebjerg, frivillige, den lokale kunstner Tanja Leander og Fuglebjerg Bibliotek.

Scene, podier og fortællestol

Det nye rum er fint udsmykket med kunst skabt af børnene og Tanja. Det rummer en lille scene, podier og fortællestol og giver dermed fine rammer for læsning, fordybelse, nærvær, højtlæsning, drama og levende fortællinger på tværs af generationer. Håbet er, at aktiviteterne i rummet vil styrke børnenes sprogudvikling, interessen for litteratur og læsning samt fællesskabet i lokalsamfundet.

Biblioteket, skolen og en frivillig har allerede et samarbejde omkring højtlæsning og vil arbejde på at udvide aktiviteterne. Fortællerummet er for alle, så hvis du har lyst til at bruge rummet og måske bidrage med din egen fortælling til andre, læse højt, lytte eller andet, er du meget velkommen til at kontakte Nynne Lundsholm på mail: nlslu@naestved.dk, Kirsten Fonborg Hansen på mail: kirha@naestved.dk eller direkte til Åbent Hus arrangementet.

Kommentarer