Åbenlys narkohandel på Kildemarksvej
Næstved: Natten til tirsdag blev der for anden gang på tre dage på Kildemarksvej affyret skud – denne gang mod et hus, hvor en tyrkisk familie har boet i mange år.
Natten til tirsdag den 04. oktober klokken 02.51 blev der affyret skud mod Kildemarksvej 27, hvor en tyrkisk familie bor. Natten til søndag den 02. oktober var det Kildemarksvej 30, der blev skudt i mod, hvor to unge mænd på 19 og 20 år blev ramt i hånden og låret, skriver Sjællandske.
En ung mand fra Kildemarksvej 27 er kendt for at være medlem af en indvandrerbande, og han er blevet set i en t-shirt, hvor ordene ”Black and Yellow” er påtrykt, hvilket er knyttet til rockerne fra Satudarah, hvis motto er ”sort og gul nation over verden”.
Læs også: Flere skud affyret mod hus på Kildemarksvej
Flere beboere på Kildemarksvej har kunne fortælle, at der foregår åbenlys narkohandel flere steder i området, og at folkene bag er folk med tilknytning til Bandidos og Satudarah.
Ifølge andre beboere på vejen, har der på Kildemarksvej 30, hvor to unge mænd blev skudt natten til søndag, været købere i en konstant strøm, og telefonen har ringet hele tiden. Ejeren af Kildemarksvej 30 er en mand fra København. De to unge mænd skulle efter sigende tilhøre Bandidos.
– Da de flyttede ind, markerede de det med en 24 timers maraton-teknofest. Det har nok ikke kun været øl, der blev indtaget. Jeg har ikke talt med dem, men de var nogle iøjnefaldende typer, siger Christian Stoltenberg, som bor overfor nummer 30 til Sjællandske.
Beboerne på vejen kan også berette om, at pladsen foran Dansk Tyrkisk Kulturforening længere nede af vejen også skulle fungere som et sted for narkohandler, og at de har en vagt placeret længere nede af vejen.
I forbindelse med kulturforeningen ligger der noget beboelse, og her bor Halime Bas, som beboerne på vejen ikke har forbundet med noget kriminelt.
Et rygte blandt beboerne siger, at politiet har haft lejet sig ind i en lejlighed, som ligger oven på værtshuset Duslaget, som ligger ved siden af kulturforeningen. Men, det vil politiinspektør Kim Nielsen ikke kommentere på.
Beboerne på Kildemarkvej kritiserer desuden politiet for ikke at gribe ind. Men, det kan politiinspektør Kim Nielsen ikke genkende, da det ikke er alt efterforskning fra politiet side, som er synligt for offentligheden.
Kommentarer