9000 festede igennem i Rådmandshaven
9000 forrygende feststemte publikummer satte Rådmandshaven på den anden ende, da musikeventen “Vi Elsker 90´erne” gæstede Næstved lørdag.
Navne som Aqua, Peter André, Wengaboys, Culture Beat og Safri Duo samt 17 øvrige topkunstnere, som havde deres hits og storhedstid i 90´erne og i starten af det nye årtusinde, var på plakaten til årets fest i Næstved.
Festen startede kl. 11.00 og kørte non-stop frem til midnat. Allerede fra første tone blev slået an på scenen, var der fest og fællessang og højt humør blandt publikum, og efterhånden som dagen skred frem, blev det kun bedre og bedre.
Vejret viste sig fra den gode side og var med til at sætte sit præg på begivenhederne. Et enkelt regnskyl blev det til, netop som Aqua var tre numre henne i deres koncert, men heldigvis var den overstået i løbet af fem minutter, og det slog ikke publikum ud af kurs, der ufortrødent fortsatte med at give den gas og holde festen i kog.
Tekst & fotos: Lars Ole Andersen/Media Næstved
Kommentarer