9 ud af 10 vil betale mere for rent vand
Drikkevandet bliver 6,30 kroner dyrere om året, hvis politikerne forbyder sprøjtegift rundt om drikkevandsboringer. Det er langt de fleste villige til at betale, viser ny undersøgelse.
Ifølge Miljøstyrelsen er den mest effektive måde at sikre rent drikkevand at forbyde brug af sprøjtegifte rundt om drikkevandsboringer. En løsning der vil gøre drikkevandet 6,30 kroner dyrere om året for en gennemsnitsfamilie.
Men det er ni ud af ti danskere villige til at betale, viser en ny undersøgelse som analyseinstituttet Opeepl har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.
– Det sender et klart signal til regeringen om, at danskerne vil have rent drikkevand nu, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
– Man kan ikke fjerne sprøjtegiften fra grundvandet, så hvis først grundvandet er forurenet, skal vi slås med problemet de næste 30-100 år. Tiden er inde til at forbyde brug af sprøjtegift dér, hvor grundvandet dannes og pumpes op, så også vores børn og børnebørn kan få rent drikkevand, siger hun.
Minister vil ikke love et sprøjteforbud
På trods af Miljøstyrelsens anbefaling vil Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ikke love et sprøjteforbud. Det kom frem på et samråd i Folketinget torsdag d. 23. august.
Samrådet kommer blandt andet i kølevandet på fund af tre hidtil oversete sprøjtegiftrester i grundvand og drikkevand. Alene det ene af stofferne er fundet i 250 drikkevandsboringer.
Til efteråret mødes ministeren med de partier, der sidste år lavede en pesticid-strategi, for at drøfte problemet.
– Når det faglige grundlag er på plads, tror jeg på, at vi kan blive enige om, at vi skal gøre mere, end vi gør i dag, sagde Jakob Ellemann-Jensen (V) under samrådet.
Den mest effektive måde at beskytte drikkevandet
Når man pumper grundvand op, suger det ungt grundvand ned langs boringerne eller ned gennem utætheder i de overliggende jordlag. Ungt grundvand indeholder større rester af sprøjtegift, fordi kun dele af sprøjtegiften er blevet omsat eller fortyndet.
Derfor er det effektivt at beskytte de 90 km2 rundt om drikkevandsboringerne – også kaldet boringsnære beskyttelsesområder eller BNBO’er.
Hvis politikerne vælger at forbyde sprøjtegift i BNBO’erne, får landmændene økonomisk kompensation, og desuden koster det penge at føre tilsyn.
1.000 liter vand vil blive 1,9-3,6 ører dyrere, viser et notat fra Miljøstyrelsen. Det betyder, at en familie på fire med et gennemsnitligt vandforbrug skal betale 3,30-6,30 kroner mere om året for vand.
Kommentarer