81-årig kvinde alvorligt kvæstet efter uheld i Glumsø
Gårsdagens færdselsuheld på Skelbyvej mellem Næsby og Glumsø har vist sig at have fået alvorlige følger for en af de involverede personer, nemlig den kvindelige part af det ældre ægtepar, som sad i den personbil, der støtte sammen med en varebil.
Den 81-årige kvinde er kommet slemt til skade. Hun har pådraget sig indre kvæstelser samt brud på benet og er overført til Odense Sygehus, oplyser vagtchef Ove Christophersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Også manden er kommet til skade og er indlagt på sygehuset i Slagelse, mens chaufføren af varebilen, en 62-årig mand, ikke kom noget til ved uheldet. Han blev reddet ud af varebilen, inden den kort efter ulykken brød i brand.
– Det ser ud til, at personbilen af uransagelige årsager er kommet over i modsatte vejbane, hvor den støder frontalt sammen med varebilen. Vi har ikke kunnet afhøre ægteparret endnu, forklarer Ove Christophersen.
Kommentarer