Næstved By

800 motionister havde en dejlig dag

For fjerde gang blev cykelmotionisteventen “Medieløbet” afviklet, og godt 800 veloplagte cyklister deltog trods udsigt til regnvejr. 

Kl. 09.00 startede TV Øst, DR Sjælland, Sjællandske Medier, Lolland-Falsters Folketidende og DGI Storstrømmen, årets løb i Havnegade i Næstved og sendte i første omgang 53 km-ruten afsted, og allerede lidt efter kl. 10.30 var den første deltager  i mål.

Humøret og gejsten var høj, og lige meget, hvor publikum mødte deltagerne på ruterne rundt omkring på Midtsjælland, var der altid smil og overskud til små kommentarer, som var med til at gøre oplevelsen bedre for alle parter.

Som dagen skred frem, blev også motionsruterne på 116 og 155 km samt familieruten på 24 km sat i gang. Hen ad dagen måtte deltagerne dog kæmpe sig igennem et ordentligt regnskyl, men de fleste tog det med oprejst pande, og tog det som en del af den gode oplevelse.

Tekst & fotos: Lars Ole Andersen/Media Næstved

Kommentarer