60-årig slog fortænderne ud på sin kammerat
Lillejuleaften sidste år udviklede sig dramatisk, da en 60-årig mand fra Skelby slog fortænderne ud på sin 34-årige kammerat. Nu er han dømt ved Retten i Næstved.
En 60-årig mand fra Skelby er blevet idømt 40 dages betinget fængsel med vilkår om 60 timers samfundstjeneste, efter han lillejuleaften sidste år slog fortænder ud på sin berusede kammerat, skriver Sjællandske.
Den 60-årige mand havde lillejuleaften 2016 inviteret familie og bekendte til julehygge. Blandt disse var en 34-årig mand, som mødte beruset op. Senere på aftenen blev han for meget, og den 60-årige så sig derfor nødsaget til at smide ham ud. Da de kom udenfor, slog han den 34-årige mand så hårdt, at fire fortænder blev slået ud.
Ved Retten i Næstved nægtede den 60-årige mand sig skyldig med forklaringen om, at den 34-årige var faldet ned ad trappen.
Dog kunne et vidne berette om, at den 60-årige havde tydelige skader på hånden, da han kom ind igen. Sammenholdt med skaderne på den 34-årige var det nok til at dømme manden for vold.
Han modtog dommen, og udover de 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste, skal den 60-årige desuden betale en erstatning til den 34-årige for tandskaderne.
Kommentarer