60-årig kvinde fra Fuglebjerg udsat for tricktyveri
Fuglebjerg: En 60-årig kvinde fra Fuglebjerg var tirsdag ved frokosttid udsat for et tricktyveri på sin arbejdsplads i Ringsted.
Torsdag den 20. oktober anmeldte en 60-årig kvinde fra Fuglebjerg, at hun efter indkøb i Rema 1000 på Kaserne Alle i Ringsted, tirsdag den 18. oktober mellem klokken 12.45 og 13.45 var taget retur til sin arbejdsplads på Østre Parkvej i Ringsted.
Her blev hun på sit kontor kontaktet af en fremmed mand, der spurgte om vej til Ringstedet. Den 60-årige og en kollega forlod kontoret for at printe et kort som hjælp til manden, der mistænkes for ubemærket at have stjålet den 60-åriges pung med blandt andet dankort i.
Først da banken senere samme dag kontaktede den 60-årige, opdagede hun tyveriet af sit dankort, som i mellemtiden var blevet misbrugt til hævning af 32.000 kroner kontant samt brugt til indkøb flere steder i Ringsted og Roskilde inden spærring.
Den mistænkte blev beskrevet som en 24-25 årig mand, ikke etnisk dansker af udseende, 165 til 170 cm, høj med spinkel kropsbygning og kort sort hår. Han talte engelsk. Han forlod Østre Parkvej på ukendt måde.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i enten supermarkedet eller på Østre Parkvej tirsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Kommentarer