58-årig mand delte børneporno på internettet
En 58-årig mand fra en mindre by vest for Fuglebjerg er onsdag blevet idømt fængsel for besiddelse af børneporno i form af film og billeder.
En 58-årig mand fra Fuglebjerg-egnen er ved Retten i Næstved blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for besiddelse af børneporno, skriver Sjællandske.
I foråret 2016 delte den nu 58-årige mand børneporno med andre pædofile på internettet, hvilket blev opdaget af Googles godkendelsesprogram, som leder efter ulovlige billeder, der bliver delt via deres mailsystem.
Onsdag var anden gang på mindre end to år manden var tiltalt ved Retten i Næstved. I juli 2015 var han tiltalt for at have befamlet en 12-årig piges bryster og numse samt for at have været i besiddelse af ikke mindre end 569 børnepornografiske billeder. Her blev han idømt 40 dages betinget fængsel.
Den 58-åriges hjem blev mandag den 30. juni 2016 ransaget af politiet på baggrund af oplysningerne fra Google. Politiet fandt her en bærbar computer med 12 billeder, hvoraf tre af disse viser børn under 18 år blive udsat for samleje med en voksen. Desuden fandt politiet fem film på den bærbare computer.
Politiet fandt også to mobiltelefoner med 159 billeder i alt, hvoraf der var billeder af børn, som udsættes for samleje. Ved retten blev han desuden dømt for at have sendt en collage af billeder med ni pornografiske billeder af børn under tre år.
Sagen blev kørt som en tilståelsessag, hvorfor det ikke var nødvendigt med vidner. Han erkendte alle forholdene på nær en tredje mobiltelefon fundet i hans hjem, som indeholdt børneporno.
De 40 dages betinget fængsel, manden tidligere er blevet idømt, blev udløst, da det strafbare forhold er foregået i prøvetiden for den tidligere dom.
Dermed blev han idømt tre måneders ubetinget fængsel i alt, hvilket den 58-årige valgte at modtage.
Kommentarer