Næstved By

44 % af næstvederne undgik tandlægen

Sidste år undlod mere end halvdelen af næstvederne at gå til tandlæge. 40 procent bliver nervøse eller bange ved tanken om et tandlægebesøg. Den lokale tandlæges gode råd kan hjælpe mange af med frygten.

Her er fem råd mod frygten

 

Tandlægeskræk er et stort problem for rigtig mange, og ifølge Tandlægeforeningen er cirka 30 procent nervøse, bange eller mildt utrygge ved at gå til tandlæge, mens omkring 10 procent lider af decideret odontofobi – også kendt som tandlægeskræk. Tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 45 procent af indbyggerne i Næstved Kommune var en tur i tandlægestolen hele sidste år.

 

Ifølge Hessam Shadman, der er tandlæge hos Godt Smil i Næstved, kan angst for at gå til tandlæge skyldes flere ting. Nogle er bange for den smerteoplevelse, der kan være forbundet med behandlingen, mens det for andre nærmest føles som et overgreb, at en fremmed skal stå med fingrene inde i ens mund. Der er også dem, der bliver ængstelige over at miste kontrol over situationen. Her kan alene tanken om at blive lagt ned i en stol – hvilket vi i så fald selvfølgelig undgår – være en stor hindring.

 

Ekstra indsats mod tandlægeskræk

Klinikken har sat ekstra fokus på at hjælpe patienterne med at håndtere tandlægeskræk og har derfor tilknyttet en narkoselæge og en narkosesygeplejerske. Det giver patienterne mulighed for sedering med en kombination af smertestillende og beroligende medicin, inden der lægges lokalbedøvelse. Der er også mulighed for at tale med en psykolog i forbindelse med besøget.

 

Når man er bange for at komme til tandlæge, er det tit forbundet med negative tankestrømme. Nogle enkle råd kan ifølge Næstved-tandlægen dog være en stor hjælp i den pressede situation.

 

Fem råd

  1. Første skridt er at indrømme over for dig selv, at du er bange. Det er der intet galt med, og mange har det på samme måde.
  2. Sørg for, at tandlægen har forståelse for din situation og tager din angst alvorligt. Du kan aftale et signal, der afbryder behandlingen uanset hvad, det giver nemlig tryghed at vide, at det er dig, der bestemmer.
  3. Vær så udhvilet og afslappet som muligt. Du kan eventuelt forberede dig med afspændingsøvelser, der også kan hjælpe under selve tandlægebesøget. Den rigtige musik kan også have en afstressende, positiv effekt. Hvis muligt, så planlæg tandlægebesøg om formiddagen, hvor man er mest udhvilet – derved minimerer du også tiden op til, hvor nervøsiteten sandsynligvis kan mærkes.
  4. Få din tandlæge til grundigt at gennemgå, hvad der skal ske, og spørg endelig ind, hvis du er i tvivl om noget. På den måde undgår du overraskelser undervejs i behandlingen.
  5. Spørg tandlægen om muligheder for bedøvelse, så behandlingen kan blive så smertefri som muligt. Ud over lokalbedøvelse kan sedering hjælpe til en bedre oplevelse.

Kommentarer