52-årig dement mand savnes i Næstved
Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi håber, at borgerne kan hjælpe med at finde frem til en 52-årig, der er forsvundet fra en institution på Marskvej i Næstved. Fredag aften har politiet udsendt en efterlysning af manden, der lider af demens.
– Vi ved ikke rigtig, hvor vi skal lede henne, for kan være gået både nord, syd, øst eller vest, siger Anders Mikkelsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 52-årige mand er forsvundet fra institutionen omkring klokken 17. En time senere blev politiet tilkaldt, og der vil blive sendt hunde ud at lede omkring institutionen i løbet af aftenen.
Anders Mikkelsen oplyser, at den savnede person har svært ved at orientere sig i tid og sted.
– Han er potentielt i fare, men vi kan ikke udelukke, at han er søgt til et sted, han har kendskab til.
Manden beskrives som 180-185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han har gråt hår, men er delvist skaldet. Han var iført en mørk trøje, skjorte og mørke bukser. Derudover er han dårligt gående.
Politiet håber, at offentligheden kan hjælpe med at finde frem til manden.
Man kan ringe til politiet på telefon 114
Kommentarer