51-årig mand sigtet for YouSee-nedbrud fremstilles i grundlovsforhør
Fredag formiddag fremstilles en 51-årig mand i grundlovsforhør i sagen om YouSee-nedbruddet kort for dronning Margrethes nytårstale nytårsaften.
Fredag formiddag den 06. januar klokken 11.45 bliver en 51-årig mand, der torsdag den 05. januar blev anholdt, fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten på Politigården i København. Det skriver DR Nyheder.
Læs også: Fortsat YouSee-problemer langt ind i det nye år
Under grundlovsforhøret vil han blive begæret fængslet.
Helt specifikt er den 51-årige mand sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 193, som omhandler ”omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg”. Desuden er der yderligere en sigtelse mod manden, som vil blive fremlagt under grundlovsforhøret.
Nytårsaften blev mere end en million tv-kunder ramt af nedbruddet, som skete kort før Dronning Margrethes nytårstale.
Nedbruddet blev meldt til politiet af TDC Group, der ejer YouSee, da en intern undersøgelse slog fast, at nedbruddet skete som følge af en bevidst handling.
Kommentarer