40 dages betinget fængsel til 16-årig dreng
Holmegaard: Mandag den 08. februar dukkede den dengang 15-årige dreng op på Holmegaardskolen, selvom han var midlertidigt bortvist. Da han blev bedt om at forlade skolen, eskalerede situationen i et overfald mod skoleleder, Hans Stokholm. Han har nu modtaget sin dom.
40 dages betinget fængsel var, hvad den nu 16-årige specialklasseelev blev idømt i retten for at overfalde skoleder Hans Stokholm på Holmegaardskolen med knytnæveslag, spark og trusler om at blive nakket med en køkkenkniv, skriver Sjællandske.
Ifølge Hans Stokholms vidneforklaring ved Retten i Næstved, var der mandag den 08. februar tale om 10-12 slag i brystkassen, hvoraf et af dem var så kraftigt, at brillerne røg af og fløj flere meter væk.
En anden lærer fik sammen med Hans Stokholm midlertidigt situationen under kontrol, og fik lagt drengen ned. Men, da læreren ville hente assistance, lykkedes det drengen at vriste sig fri og trække en schweizerkniv, som han truede Hans Stokholm med.
Læs også: 16-årig skal for retten for overfald mod skoleleder
Flere lærere kom til og bragte drengen ud af lokalet. Pludseligt så den ene, at han havde en kniv fremme.
– Han havde bladet ude og gik med den langs siden. Jeg råbte: »han har en kniv« og så fik vi ham ned at ligge igen. På det tidspunkt var bladet atter inde i kniven. Den var meget svær at vriste fra ham, forklarede vidnet i retten.
Hans Stokholm tilføjede i retten, at han drengen havde fortalt ham, at han ville hente en køkkenkniv og komme efter ham med den.
Drengen har fået 40 dages betinget fængsel. Desuden skal han være under tilsyn af Næstved Kommune samt følge de foranstaltninger, som kommunen kommer med i hans sag. Der er dog ikke taget stilling til foranstaltningerne endnu.
En udtalelse fra den nye skole blev desuden læst op i retten, og her blev det beskrevet, at han kan være meget aggressiv og truende over for lærerne, og at han er uden empati og indsigt i egen fremtoning.
Den 16-årige dreng modtog dommen uden at anke.
Kommentarer